Juletræ 2020

Tjuhej hvor det går…

Siden vi overtog vores nye hus den 15. november, har jeg konstant følt mig to skridt bagud. Dagene flyver afsted og hverdagen har for alvor ramt os. Det føles lidt som om det hele sejler, men vi har det godt alle sammen og humøret er højt. Og børnene har heldigvis kun taget godt imod den store omvæltning.

Fjorten dage før husovertagelsen startede jeg på arbejde igen efter et års barsel og fjorten dage efter husovertagelsen kom december og jul. Vi har derfor haft mere end rigeligt at se til selvom alle julearrangementer jo er blevet aflyst grundet corona. Vi har blandt andet fejret min lille store basse, som jo er blevet 1 år!

Bloggen her har stået ganske stille selvom jeg havde store intentioner om at dele lidt om blandt andet vores nye hus, flytning og selvfølgelig en masse lækre juleopskrifter. Men når tingene spidser til, så er det altså mit arbejde herinde på domænet, der bliver nedprioriteret. Jeg håber at få lidt mere liv i bloggen igen til januar, når vi for alvor er kommet på plads og hverdagen igen har fundet sin vante rytme.

Juletræ 2020

…og snart er det jul

I år er den første jul, hvor Mille faktisk forstår hvad der foregår og hun elsker det! Hun elsker alle nisserne og hun elsker at tænde lyskæden på det lille juletræ, vi har stående i vinduet. Hun elsker småkagerne og hun elsker nissen, der kommer med gaver til hende og Hugo hver dag. Hun elsker juletræer og alle de julelys, som folk har hængt op på deres huse, flagstænger og i deres haver. Og hendes fascination af julen, den smitter. Jeg er i julestemning som aldrig før trods travlheden.

I år er også den første jul, hvor min lille familie skal lægge hus til den store aften. I vores nye hus! Det er os, der skal lave maden, dække julebordet og byde vores julegæster velkommen. Jeg er lige dele spændt og nervøs for, om det hele går som det skal. Brænder anden på? Bliver sovsen for tyk? Mon der er mad nok? Er de indkøbte snacks mon tilfredstillende? Heldigvis er det jo bare den nærmeste (sviger)familie der kommer og hvis noget går galt, er jeg sikker på, at alle vil tage det med et smil på læben! Planen er at Hugo skal i seng til sædvanlig tid eller måske lidt senere, hvis humøret er til det. Han forstår alligevel ingenting og ingen får noget ud af at holde ham oppe. Mille derimod får lov til at blive oppe til hun dejser om. Det gjorde hun også sidste år og det fungerede helt fint. Hun kommer helt sikkert til at have den største fest med hendes kusine, der kun er 9 måneder yngre.

I går kom juletræet ind og i dag blev det pyntet. Om to dage er der juleferie og om fire er det juleaften! Jeg er så klar – er I?

Juletræ 2020

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.