Hugo 1 år

Lillebror tolv måneder

1 år! Og en uges tid. Så gammel er Hugo i skrivende stund. Det er så vildt. På dagen var jeg meget sentimental. Kiggede hele tiden på uret og mindedes hvad der skete for præcis et år siden. At føde Hugo var den bedste og vildeste oplevelse og jeg har skrevet lidt om det her. Nu er der gået et år og min lille baby er blevet til en tumling, der kravler, rejser sig op ad alting, ryster på hovedet, peger og kan sige som en farlig løve.

Har har nu fire tænder og vejer knap og nap 10 kilo. Han spiser stort set alt hvad han får serveret og han vil helst spise selv. Det er lidt noget grisseri, men så er det godt, at der er opfundet vådservietter. Efter at vi er flyttet, er han røget ud af soveværelset og ind på et værelse, som han deler med Mille. De fleste nætter sover han mere eller mindre igennem, men vi har stadigvæk nætter, hvor vi er mere vågne end sovende. Heldigvis vækker han stort set aldrig Mille, som bare sover som en sten. Han trives helt vildt godt i dagplejen og er aldrig ked af det ved aflevering. Det hele går faktisk bare rigtig, rigtig godt, selvom han kan blive lidt klæbende og krævende til tider og helst vil sidde på arm det meste af tiden. Især hvis man for eksempel skal lave mad, støvsuge eller andre praktiske ting. Og så er han blevet meget bevidst om hvad han vil og hvad han i hvert fald ikke vil! Men jeg ved jo, at det bare er en fase og jeg gør mit bedste for at nyde tiden imens den er der, selvom det kan være hårdt. Han er jo så lille i så kort tid, selvom han nok altid vil være min lille basse.

Læs også: Lillebror ti måneder

Hugo 1 år

Om at blive fejret i corona-tider

Hugo er grundet corona aldrig rigtig blevet fejret helt som vi havde forestillet os. Han dåbsfest blev aflyst, hans anden dåbsfest blev aflyst og hans store 1 års fødselsdag blev aflyst. Men fejret blev han altså! På selve dagen havde vi alle taget en fridag. Vi lavede fødselsdagsmorgenbord med gaver og flag og brugte dagen på at hygge, gå tur og sove lur. Om aftenen kom Hugos gudfar forbi til aftensmad og lidt fødselsdagsfejring. Den efterfølgende weekend fik vi bedsteforældrene og oldemor forbi til frokost og kage. Vi serverede tapas fordi det var det mindst julede, vi lige kunne komme i tanke om. For mig er det nemlig vigtigt, at hans fødselsdagsfejring ikke bliver til en julefrokost bare fordi han har fødselsdag i december. Vi havde bestilt en kagemand fra den lokale bager og bagt en lagkage, som han spiste to store stykker af. Det var så fint og meget børnefødselsdagsagtig. Jeg glæder mig til næste år, hvor han for det første nok forstår mere af det hele, og for det andet forhåbentligt kan blive fejret til den helt store guldmedalje!

Læs også: Lillebror ni måneder

Hugo 1 år
Hugo 1 år
Hugo 1 år
Hugo 1 år
Hugo 1 år

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.