Bål i haven september

Farvel september

Så blev det oktober og endnu en måned er gået. September har været fin, lun og knap så efterårsagtig. Mon vinden begynder at ruske for alvor i oktober? En del af mig ønsker det faktisk. Jeg er mættet er varme, korte ærmer og bare ben og mere end klar til strik, halstørklæder og støvler. Jeg har planer om, at vi i oktober skal en tur i skoven og samle kastanjer. Mille er måske stadigvæk for lille til spidse syle, tændstikker og kastanjedyr, men måske vi kan male på dem i stedet? Jeg tror også, at i år bliver året, hvor vi skal lave vores første græskarlygte. Men altså, før vi for alvor tager hul på efterårshyggen, kan du læse lidt om hvad min september har budt på af små og store begivenheder nedenfor.

Læs også: Farvel august, juli og sommer

Bål i haven september

I september har jeg…

  • Fået en nevø og er samtidig blevet tante for anden gang. Og han er så sød. Og så lille. Tænk, at Hugo for 10 måneder siden var lige så lille?! Det er helt vildt så meget der sker på så kort tid. Lille Sylvester er den fjerde i rækken af fætre og kusiner og de er alle fire kommet til verden indenfor de seneste 2,5 år. Jeg spår, at der bliver gang i den, når vi i fremtiden samles til diverse familie arrangementer.
  • Nydt den sidste måneds barsel med Hugo. På mandag starter han i dagpleje og en ny hverdag begynder. Der er heldigvis stadigvæk et par uger til at jeg skal tilbage på job, så vi tager en langsom og stille og rolig indkøring. Og så kan jeg jo passende bruge den tid, hvor han er i dagpleje på at få pakket flyttekasser. I dag er der nemlig kun 1,5 måned til vi overtager vores nye hus.
  • Haft det sidste besøg af sundhedsplejersken og Hugo var heldigvis helt som han skulle være. Eller faktisk vejede han lidt for lidt i forhold til hans længde, men det er ikke noget at være bekymrede for. Han er perfekt, min lille Hugo.
  • Skrevet under på en købsaftale angående salget af vores hus, så nu krydser vi fingre for, at handlen går i gennem. Som ejendomsmægleren så fint sagde: “I må gerne købe en flaske bobler og smide den på køl, men vent med åbne den til handlen er endelig. Ellers jinxer I den bare”. Overtagelsesdatoen er præcis som vi ønskede det og 14 dage efter vi overtager vores ny hus. Hvor heldige er vi ikke lige? Det hele flasker sig formentlig præcis som vi ønskede.
  • Været til møde med banken for at få de sidste detaljer angående vores huskøb på plads. Hold nu op, hvor føler jeg mig lidt for voksen, når jeg sidder der og snakker om lån, renter og budget.
  • Lagt mit ammetøj væk. Ammeundertrøjer, ammebluser, amme-BH’er og andet tøj, som ikke blot er almindeligt tøj med knapper. Hugo bliver nu kun ammet aften og nat og derfor behøver jeg ikke længere tænke i ammevenligt tøj. Det er både rart og sørgmodigt. Hvornår blev min lille baby dog så stor? Jeg er også for alvor begyndt at sælge ud af vores babyting i takt med, at Hugo vokser fra dem. Først var der babyindsatsen til højstolen og han bedside crib og nu er turen kommet til viklen og vores elskede slyngevugge (med motor!). Babystadiet er snart et overstået kapitel i mit og Magnus’ liv og det er faktisk rigtig rart at tænke på. Babyer er søde, ja, men børn er ti tusind gange sjovere og snart har vi to børn og nul babyer. Jeg kan allerede skimte nætter uden opvågninger, mindre hensynstagen til lurer og flere sjove familieudflugter et sted langt ude i horisonten – og jeg glæder mig!
Bål i haven september

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.