Brombær

Farvel sommer og hej efterår

Kalenderen siger 1. september og dermed er endnu en årstid gået. Efteråret starter ret fint med blå himmel, solskin og ingen vind. Lad det endelig fortsætte sådan!

Jeg synes, at sommeren har været en underlig størrelse. Juli måned mindede vejrmæssigt mest om efterår og i august stod den på hedebølge. Jeg har egentlig ikke været fan af nogen af delene og ville ønske, at det ikke havde været sådan enten eller. Jeg ville meget hellere have haft 20-25 grader hver dag i stedet for enten 15 grader eller 30 grader. Er jeg den eneste? Derudover spøger corona jo stadigvæk og har lagt en naturlig dæmper på sommerferiefølelsen. Jeg krydser sådan fingre for, at corona snart er et overstået kapitel, selvom de fleste prognoser desværre forudser, at virussen vil forfølge os langt ind i 2021. Øv. Men altså, trods kulde, hedebølge og corona, har det for os været to gode og meget begivenhedsrige måneder. August og juli har stået på sommerferie, store beslutninger og fejringer og jeg har listet de største nedenfor.

Læs også: Farvel maj og juni

Mille i regnvejr

I august og juli har jeg…

  • Hold sommerferie med min familie. Magnus har været hjemme i fire uger og Mille i to. Vi har været en lille uge i sommerhus og ellers bare været herhjemme.
  • Været i Zoologisk Have x 2. Først var vi en tur i København Zoo med mine forældre, min søster og hendes kæreste og da vi var i sommerhus, var vi en tur i Odsherred Zoo bare os fire. Begge ture var en succes og super hyggelige. Jeg er vild med, at Mille er blevet så stor, at hun faktisk får noget ud af sådanne ture.
  • Holdt sommerfest i haven med de festligste mennesker, som vi har været på Roskilde Festival med siden 2012. Selvom det var i juli, var vejret med os og festen fortsatte til langt ud på natten. Jeg selv gik i seng omkring midnat fordi baby, men Magnus gik vist først i seng lige før Hugo og jeg stod op. Han var ikke meget værd dagen derpå og jeg var egentlig ret misundelig. Mille sov hos mine forældre og jeg håber, at de begge kan sove ude næste år, så mor her også kan få lov til at give den gas og have tømmermænd på sofaen dagen derpå.
  • Fejret Magnus’ fødselsdag. På selve dagen skete der ikke så meget, for vi kunne ikke lige overskue det store på en hverdag. Vi overvejede kort at spise ude, men det kunne med stor sandsynlighed være endt mere stressende end hyggeligt med to små børn, så vi valgte at trække det sikre kort og blive hjemme. I den efterfølgende weekend fik vi familien forbi til brunch og det var super hyggeligt. Mille elsker fødselsdage og gaver og det smitter altså.
  • Været til babyshower for min svigerinde, der kan føde når som helst. Tænk, at fætter/kusine-flokken er gået fra 0 til 4 på blot 2,5 år! Jeg er vild med, at Mille og Hugo har/får fætre og kusiner, der er så tætte aldersmæssigt og jeg håber sådan, at de bliver de bedste venner.
  • Flyttet Mille fra tremmeseng til juniorseng og det er egentlig gået rigtig fint. Hun falder i søvn som hun plejer og sover som hun plejer, men står nu selv op om morgenen. Jeg kan love jer for, at jeg fik det største chok den første morgen, da Mille pludselig stod ved siden af min seng og glad fortalte, at nu var hun altså vågen. I tremmesengen kunne hun snildt ligge og hygge og tumle en halv til en hel time før hun gav lyd fra sig, men nu står hun i stedet op og kommer ind til os. Det betyder, at dagene nu starter lidt over seks i stedet for lidt over syv og det skal jeg lige vænne mig til.
  • Købt et hus! Og sat et til salg. Det er ret vildt! Vi har egentlig ikke gået med flyttetanker, men i stedet arbejdet lidt på at bygge ud. Vi har haft et møde med en arkitekt og fået vurderet huset før og efter af en ejendomsmægler og det hele virkede egentlig til at blive ret godt. Jeg kunne ikke helt overskue projektet og byggerodet, men er det ikke altid sådan? Vi havde næsten besluttet os for at sætte projektet i gang, da Magnus sender mig et link til et kæmpe hus på en kæmpe grund lidt ude på landet. Huset har alt det, vi mangler i vores nuværende og grunden er sådan en, som Magnus altid har drømt om at have. Den er stor, ugeneret og fuld af muligheder. Vi tog ud og så på det og fjorten dage senere var vi ude og se på det igen. I mellemtiden havde vi talt rigtig meget om det. Fordele, ulemper, økonomi, børn og drømme. Vi bød på det samme aften som vi havde været ude at se på det anden gang og nu er det altså vores. Store dele af august er derfor gået med at få købet helt på plads og få sat vores nuværende hus til salg. Jeg tror stadigvæk ikke helt, at jeg har forstået, at jeg skal fejre Hugos 1 års fødselsdag, jul og nytår i vores nye, kæmpe store hus, men ih hvor jeg glæder mig!
Mille og Hugo

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.