Lillebror syv måneder

Fra sur og tvær til verdens gladeste

Så fløj endnu en måned afsted og Hugo fylder i dag syv måneder. Den sidste måned har været præget af en sur baby, som jeg også skrev lidt om her. En forkølelse, der kom snigende over natten, gjorde ikke just humøret bedre og vi har sovet dårligere end dårligt i små to uger. Hugo har aldrig før været vågen i længere stræk om natten, men er blot vågnet, blevet ammet og hurtigt faldet i søvn igen. Nu har vi pludselig holdt nattefester flere nætter i streg og mor her endte med at blive godt og grundigt træt. Sådan træt helt ind til knoglerne.

Pludselig en dag vendte humøret og vi har nu haft verdens gladeste baby et par dage i streg nu. Han har fået en god rytme om dagen, spiser for det meste godt og er bare rigtig nem. Jeg krydser fingre for, at det fortsætter et godt stykke tid endnu. Nætterne er stadigvæk lidt op ad bakke og putningerne til nat svinger meget og kan tage alt fra 10 minutter til en time. Jeg ammer en trillion gange i løbet af natten, men den gode rytme om dagen gør, at jeg kan få slappet af, når han sover, hvilket hjælper gevaldigt på trætheden. Alt er en fase og jeg hviler meget mere i det her anden gang. Inden jeg ser mig om er han på Milles alder og så bliver alt så meget lettere.

Motorisk har Hugo ikke rykket sig så meget den sidste måned. Faktisk er det lidt som med Mille, da hun fyldte syv måneder. Han øver sig stadigvæk i at komme fremad, men har stadigvæk ikke knækket koden. Han formår alligevel at komme godt omkring, da han kommer til at bakke i forsøget på at komme fremad. Han roterer også rundt om sig selv hele tiden og får på den måde ubevidst rykket sig fra A til B.

Læs også: Lillebror seks måneder

Lillebror syv måneder

To børn er perfekt for os

Vi har måtte skifte Hugos bedside crib ud med en almindelig tremmeseng, da han simpelthen ikke kunne være i den lille seng mere. Store dreng, altså. Både Mille, Milles kusine og Hugo har sovet i den som små babyer, men nu er den solgt. Vi får formentlig aldrig en lille baby i huset igen og det har jeg det godt med, selvom det nu også er en smule vemodigt. Babyer er søde, ja, men de er fandme også hårdt arbejde. Hele ens tilværelse skal indordnes efter den lilles temperament, rytme og humør og det synes jeg er hårdt. Det var vanvittigt hårdt med Mille og heldigvis meget nemmere med Hugo, men stadigvæk ikke lutter lagkage. Jeg må indrømme, at jeg glæder mig til at få en smule frihed tilbage og den får jeg jo aldrig, hvis vi bliver ved med at lave babyer, vel? To børn er perfekt for os og jeg er så taknemmelig for, at vi har fået lov til at prøve en af hvert køn.

Læs også: Lillebror fem måneder

Lillebror syv måneder

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.