Is på havnen

Farvel maj

Jeg fik aldrig sagt pænt farvel til maj. Tiden løb simpelthen fra mig. Ikke at jeg har haft sådan ekstra ordinært travlt, men dagene er nu begyndt at minde mere og mere om hverdag, som før corona. Det betyder flere planer i kalenderen og det skal jeg lige vænne mig til. Dagene er begyndt at flyve afsted som aldrig før og især weekenderne føles pudselig meget kortere.

Efter seks uger på meget lavt blus, sætter man pludselig meget mere pris på hverdagen. Jeg gør ihvertfald. Jeg sætter pris på, at Mille igen kan have legeaftaler, at Hugo og jeg igen kan mødes med mødregruppen og at familie og venner igen kan komme forbi. Maj og juni måned har været rigtig meget hverdag, leverpostej og hamsterhjul og jeg har elsket hvert eneste øjeblik af det!

I forhold til ønskelisten for maj måned, så er det ikke gået helt så godt. Jeg har hverken fået spist en kartoffelmad, nydt en vaffelis eller drukket en delonga iskaffe i maj måned. Kartoffelmaden blev droppet, da de nye kartofler endnu var lige til den dyre side og isturen til havnen blev heller ikke til noget, da sommervejret jo pludselig forsvandt. Til gengæld har den stået på bål- og grillhygge i haven med familie og venner og det har været så hyggeligt.

Læs også: Lillebror fem måneder

Sankt Hans bål

Farvel juni

Jeg fik aldrig lavet en ønskeliste for juni måned, så jeg greb chancen for at indhente det forsømte fra maj. Derfor blev det både til vaffelis på havnen, en kartoffelmad med det hele og delonga iskaffe i juni. Succes! Derudover har juni stået på fejring af min lillesøster, som blev færdiguddannet fysioterapeut. Det er så vildt! Der er seks års forskel på os, og derfor har hun altid været meget lille i mine øjne. Nu er hun pludselig voksen og færdiguddannet med egen lejlighed og jeg kan slet ikke forstå det.

Juni måned stod også på Sankt Hans aften. Vi havde egentlig ikke nogen planer, men da vejret jo var strålende, fik jeg pludselig lyst til at invitere gæster og lave bål i haven. Det var ret impulsivt og menuen blev derfor til take-away pizza og vores gæster tog jordbær, fløde og skumfiduser til s’mores med. Det blev en helt vildt hyggelig aften, selvom vi denne aften skulle bruge to timer på at putte Hugo frem for de vanlige 30 minutter. Så typisk jo.

Juli måned kommer nok til at ligne de foregående måneder, da vi først holder sommerferie i august. Jeg vil alligevel tyvstarte lidt på alle sommeglæderne og min ønskeliste fra juli måned kan I se nedenfor.

Læs også: Lillebror seks måneder

S'mores

I juli vil jeg…

  • en tur i Zoologisk Have med hele familien. Sidste år syntes Mille, at alle dyrene var en fest og jeg er sikker på, at hun synes endnu bedre om dem i år.
  • spise litervis af koldskål med knuste kammerjunker og friske bær.
  • forhåbentlig plukke de første røde jordbær i haven. Vi har plantet jordbær for første gang og jeg kigger spændt til dem hver dag. Jeg tror ikke, at det bliver den vilde høst, men ikke desto mindre glæder jeg mig til at sætte tænderne i mit første hjemmedyrkede jordbær.
  • plukke markblomster fra min blomster”mark” langs indkørslen og nyde vilde sommerblomster indendørs. Måske jeg får det til at lyde større end det er, men vi har et bed på et par kvadratmeter langs vores indkørsel og i april måned dryssede jeg en masse blomsterfrø ud og bedet er nu fyldt med smukke farverige blomster (se billedet nedenfor).
  • tage på stranden, hvis vejret tillader det. Vi bor 2 km fra stranden og jeg har seriøst kun været dernede 2-3 gange på de to år vi har boet her. Jeg er ikke så vild med hverken sand eller vand, men tænker alligevel, at vi skal derned, så Mille kan soppe og bygge sandslotte.
  • tage i skoven med madpakker. Vi bor også kun 2 km fra skoven, men har aldrig været der. Som børnene stille og roligt bliver større, drømmer jeg om, at vi kommer til at bruge naturen omkring os meget mere og jeg tænker, at en stille og rolig skovtur er et fint sted at starte.
  • fejre Magnus’ fødselsdag og bruge tiden op til på at finde ud af hvad pokker jeg skal give manden. Jeg synes han er forfærdelig svær at købe gave til…
Blomstermark i haven

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.