Lillebror fem måneder

Om at få barslen tilbage og om en ny plan

I går fyldte Hugo fem måneder. Da han fyldte fire måneder, skrev jeg lidt om det med at have Mille hjemme hver dag og om tvivlen angående hvornår hun skulle starte op i dagpleje igen. Vi valgte at sende hende afsted så snart dagplejen åbnede og hun har nu været afsted hver dag i tre uger. Det har helt sikkert været den rigtige beslutning for os. Mille elsker sin dagplejemor og vennerne derovre og jeg har fået min barsel med Hugo tilbage. Det er så skønt.

Jeg trives virkelig i barslen denne gang modsat med Mille, hvor jeg ikke kunne komme hurtigt nok tilbage på arbejde. Med Mille startede jeg op på arbejde, da hun var otte måneder, og Magnus tog så resten af barslen. Det fungerede rigtig godt, så vi havde egentlig aftalt at gentage successen denne gang. Det betyder, at jeg skulle være startet på arbejde den 1. september. Grundet min gode trivsel har vi nu ændret i planerne, så jeg tager hele barslen og først skal tilbage på arbejde slut oktober. Det gør mig så glad, at både mit arbejde og Magnus har støttet den beslutning 100 % og jeg har ikke længere ondt i maven over, at min barsel alt for hurtigt var forbi.

Læs også: Lillebror fire måneder

Lillebror fem måneder

Om motorik, amning og opstart af mad

I snart en måned har Hugo kunne vende sig fra ryg til mave og han gør det konstant og hele tiden. Problemet er bare, at han ikke helt har knækket koden til at komme ned på ryggen igen. Det betyder, at han blive sur som bare pokker, når han bliver træt af at ligge på maven. Jeg hjælper ham selvfølgelig ned på ryggen, når brokkeriet tager til, men to sekunder efter ligger han igen på maven og brokker sig højlydt. Jeg siger ikke, at babyer er dumme, men af og til kunne det nu være rart, hvis de liiige tænkte sig om en ekstra gang.

Han er virkelig også begyndt at finde legetøj interessant. Alt skal i munden, han rækker ud efter alt og bliver lidt frustreret, når han ikke kan nå den ting, han har udset sig. Han er også begyndt at øve sin mundmotorik med pruttelyde, spytbobler og deslige.

Hugo bliver stadigvæk fuldammet og det er en ting jeg er ret stolt af og nyder hver eneste dag. Med Mille begyndte amningen at gå skævt fra omkring de tre måneder og da hun fyldte fire måneder var det helt slut. Jeg lærte aldrig at holde af flasken og havde virkelig frygtet, at det ville ende på samme måde denne gang. Heldigvis kører amningen helt fantastisk og derfor er vi heller ikke startet op på fast føde endnu. Jeg nyder virkelig at amme, så vil helst vente med at starte op på rigtig mad så længe som muligt. Med Mille kørte vi helt klassisk grød og grøntsagsmos til en start og derfra bevægede vi os langsomt over til at servere det vi andre spiste. Med Hugo tænker jeg, at det bliver lidt mere BLW, men ikke 100 %. Det bliver spændende at se, hvordan det kommer til at fungere. Det finder vi ud af om en måneds tid, hvis min mælk da kan mætte ham så længe.

Fem måneders undersøgelse og vaccine har vi også fået overstået. Hugo er stadigvæk en basse og vejer nu 8400 gram. Det vejede Mille først, da hun fyldte 10 måneder… Det er vildt, at der er så stor forskel på de to.

Læs også: Lillebror tre måneder

Lillebror fem måneder

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.