Mille og Hugo

Da marts tog en uventet drejning

Det er nu blevet tid til at sige farvel til marts og pænt goddag til april. Marts måned 2020 vil for mit vedkommende altid blive husket som den måned, hvor Danmark lukkede ned. Det har været en underlig og skræmmende måned, hvor hverdagen pludselig blev vendt helt på hovedet.

Grundet den uventede drejning, blev marts selvfølgelig heller ikke helt, som jeg havde ønsket. Jo, jeg startede da op på den fire ugers baby bootcamp, som jeg var tilmeldt, men nåede kun at komme afsted en enkelt gang før Mette Frederiksen lukkede landet ned. Jeg har nu meldt mig til et hold med start efter påske, som jeg krydser fingre for, får mulighed for at blive afviklet. Barnedåbsforberedelserne kom jeg også godt igang med, men også de stoppede hurtigt igen. Barnedåben, der skulle være holdt i påsken, er nemlig blevet aflyst.

Til gengæld har jeg været virkelig meget i haven, for vejret har jo virkelig været med os. Vi har fået bygget et højbed og plantet jordbær deri, lagt fliser her og der, luget ukrudt, sået græs og ordnet lidt andre hængepartier. Vi har også købt et legetårn til Mille, som vi gerne skulle have samlet i denne weekend.

Herunder følger en forsigtig ønskeseddel for april måned, for vi kan jo ikke vide hvordan situationen udvikler sig. Vi må bare krydse alt hvad vi har og håbe på det bedste.

Læs også: Lillebror tre måneder

Mille og Hugo

I april vil jeg…

  • krydse både fingre, tæer, arme og ben for, at Danmark så småt kan åbnes igen.
  • holde påskeferie med min lille familie og nyde, at Magnus er hjemme i en hel uge.
  • nyde det forhåbentlig gode vejr og være så meget ude i haven som muligt. Vi skal blandt andet have plantet gulerødder og ærter i vores højbed og så skal vi have blomsterkrukkerne ud af skuret og hen på terrassen. Vi satser på, at det er slut med nattefrost for nu.
  • holde Milles og min egen fødselsdag i slutningen af april. Vi har nemlig fødselsdag samme dag og jeg håber sådan, at vi kan invitere gæster, der kan komme og fejre os.
  • måske få døbt Hugo som planlagt, men hvor kun gudfar, fadder og os selv er til stede i kirken. Dermed er vi nemlig under 10 personer og så må præsten gerne døbe. Så kan vi altid holde festen på et senere tidspunkt.
  • tage Mille med på påskeæggejagt i haven. Det er første gang vi prøver det og måske hun stadigvæk er for lille til helt at forstå, hvad det er vi vil have hende til. Hvis det går helt galt, må jeg jo bare finde og spise alle påskeæggene selv.
  • holde en mini påskefrokost for min lille familie. Jeg tænker, at vi ihvertfald skal have blinis med stenbidderogn, tarteletter med høns i asparges og rejemadder med æg og mayonnaise. Måske jeg også bager en form for påskekage til dessert. Denne key lime pie har ihvertfald den rigtige farve.
  • huske på, at denne tid er svær for alle, og at vi ved at stå sammen, nok skal komme igennem den.
Mille og Hugo

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.