Kylling med champignon og bacon

Opskrift på nem aftensmad med kylling

Jeg elsker at lave mad, men ikke i flere timer af gangen. Jeg elsker at lave simpel mad, der smager godt og som ikke tager en krig. Denne kylling med champignon og bacon i cremet sauce kan laves på en halv time og er derfor perfekt til mig og mit temperament. At den så ovenikøbet også smager himmelsk, gør det kun bedre. Både store og små herhjemme har godkendt retten, og det er altså et kvalitetsstempel, der vil noget.

For at få den lækreste og saftigste kylling, brunes kyllingebrysterne først af på panden, så de får en skøn stegeskorpe. Derefter tilberedes de færdigt i ovnen. Imens kyllingen er i ovnen laves saucen bestående af champignon, bacon, timian, fløde og mælk. Jeg elsker at bruge fløde til retter som denne og jeg bruger altid piskefløde. Vil du gøre retten en smule lettere, kan du anvende madlavningsfløde i stedet.

Jeg serverer oftest retten med kartofler, som fx disse kartoffelbåde i ovn med hvidløg og timian, men retten passer også rigtig fint til pasta. Derudover kan man snitte en salat eller servere lidt gnavegrønt ved siden af, for at banke måltidets grøntsagsindhold lidt op.

Læs også: And i sur-sød sauce

Kylling med champignon og bacon

Find den nemme opskrift på kylling med champignon og bacon her:

Kylling med champignon og bacon

4 personer
Ingredienser
  • 4 kyllingebryster
  • 125 gram bacon 6-8 skiver
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg presset
  • 200 gram champignon i skiver
  • 2 dl fløde
  • 2 dl mælk
  • 1 tsk. timian
  • Salt og peber
  • Smør eller olie til stegning
Fremgangsmåde
  • Steg baconskiverne sprøde på en tør pande. Tag dem af og lad dem dryppe af på et stykke køkkenrulle.
  • Brun kyllingebrysterne på panden ved høj varme. Kom evt. lidt smør eller olie på panden, hvis fedtet fra baconen ikke er nok. Kyllingebrysterne skal have en sprød stegeskorpe på begge sider.
  • Tag kyllingebrysterne af panden og kom dem i et ovnfast fad. Steg dem færdigt i ovnen ved 200 grader i 15-20 minutter.
  • Hak løget fint og steg det på panden sammen med hvidløg og champignon.
  • Kom fløde, mælk og timian på panden og kog saucen op.
  • Skær baconskiverne i mindre stykker og kom dem i saucen.
  • Smag saucen til med salt og peber og lad den simre indtil kyllingebrysterne er færdige.
  • Kom de gennemstegte kyllingebryster ned i saucen og server.
  • Retten passer fint til både kartoffelbåde og pasta.
Kylling med champignon og bacon