Mille

Mille fjorten dage gammel

Hvis der er noget, jeg har gjort rigtig meget de sidste tre år, så er det at læse fødselsberetninger. Jeg har læst de gode historier, de skrækkelige og dem midt i mellem. Jeg har læst dem, hvor fødslen tog +24 timer, dem, hvor det gik med lynets hast og dem, der endte i akut kejsersnit. Jeg har haft stor glæde af at læse alle disse fødselsberetninger som forberedelse til mine egne fødsler og jeg bliver helt rørt hver gang. Findes der noget mere fantastisk end en fødsel? Men selvom jeg har elsket at læse andres fødselsberetninger, har jeg aldrig haft modet til at dele mine egne. Det har for mig været en lidt for privat sag. Siden lillebrors fødsel har jeg dog haft en stor lyst til at skrive ned og dele, hvordan mine børn kom til verdenen. Jeg tror, at lysten er kommet fordi min fødsel nummer to var en så fantastisk oplevelse, at jeg har lyst til at tale om den hele tiden. Så til de interesserede kommer her mine to fødselsberetninger. Det er blevet et langt skriv, så sæt jer endelig godt til rette.

Mille blev født i april 2018 på Hvidovre Hospital og lillebror på Roskilde Fødeklinik i december 2019. Grunden til, at jeg valgte at føde på privatklinik anden gang var, at jeg gerne vil væk fra det hvide, kliniske hospital, men ikke havde lyst til at føde hjemme. Det var det perfekte valg for os, men mere om det længere nede.

Læs også: Om at blive mor for anden gang

Mille

Mille fjorten dage gammel

Min første fødsel – manglende kontrol, “ud af kroppen”-oplevelse og kopforløsning

Jeg var til jordemoder, da jeg var 39+2. Alt var fint og jeg gik derfra med en melding om, at jeg nok ikke skulle regne med at gå i fødsel foreløbig. Det passede mig egentlig meget fint, da min fødselsdag var lige rundt om hjørnet og jeg godt kunne lide ideen om, at Mille fik sin egen fødselsdag.

To dage senere, en lørdag formiddag, var vi ude og handle. Vi skulle handle ind til min fødselsdag dagen efter, hvor jeg havde inviteret de nærmeste til lidt aftensmad. Da vi gik rundt der i Meny nev det lidt underligt i maven. Jeg måtte stoppe op og støtte mig lidt til vognen indtil det fortog sig igen. Jeg havde ikke rigtig mærket noget til plukkeveer i min graviditet, så min første tanke var, at dette nok blot var en plukkeve. Der kom også kun den ene og det gjorde ikke som sådan ondt – det var blot lidt ubehageligt.

Hjemme igen gik lørdagen ellers stille og roligt. Jeg kan huske, at Magnus byggede lidt på vores badeværelse, der på dette tidspunkt var ikke eksisterende. I stedet havde vi en vogn i gården med bad og toilet. Jeg tog vist en middagslur imens.

Op af eftermiddagen begyndte de små niv igen. Det gjorde stadigvæk ikke ondt, men jeg måtte lige stoppe op, når de kom. De var ikke noget der mindede om regelmæssige. Jeg sagde til Magnus, at vi måske skulle få pakket den der hospitalstaske og sætte autostolen i bilen – just in case. Vi spiste aftensmad og jeg kan huske, at jeg lige måtte op og stå et par gange. Det gjorde stadigvæk ikke decideret ondt.

Omkring klokken otte begyndte det at tage til og jeg var nu ikke i tvivl om, at det var rigtige veer jeg havde. Jeg ringede til fødegangen for at høre hvordan jeg skulle forholde mig. “Tag to Panodiler og et langt varmt bad,” lød det. “Og ring igen, når der er 3-4 minutter mellem veerne.”

Hvilken hjælp er to Panodiler? Og det der lange varme bad kunne maksimalt blive til 5 minutter i badevognen. Fedt! Men jeg gjorde selvfølgelig som der blev sagt. Veerne tog hurtigt til i styrke og omkring klokken 22 kunne jeg ikke være i det herhjemme mere. Magnus ringede til fødegangen, og vi fik lov til at komme derind. Vi pakkede sammen og tog afsted. Turen til hospitalet var det værste jeg nogensinde har prøvet. Jeg havde overhovedet ingen kontrol over veerne og jeg følte slet ikke, at jeg havde nogen pauser imellem. Jeg kan huske, at jeg så inderligt ønskede at være de magiske fire centimeter åben, så de ikke sendte mig hjem igen.

Omkring klokken 23 ramte vi fødegangen. En sød jordemoderstuderende tog imod mig. Hun undersøgte mig og konkluderede, at jeg var otte centimeter. OTTE CENTIMETER! Jeg nærmest panikkede. Det var jeg slet ikke klar til. “Jeg er ked af at måtte hundse med dig, men det skal gå lidt stærkt, så du ikke føder på gangen,” sagde hun. Jeg fik sat mig i en kørestol og blev kørt ind på en fødestue.

Jeg fik tøjet af og Magnus informerede den jordemoderstuderende og den jordemoder, der var stødt til, om, at jeg gerne ville i vand. De begyndte at fylde karret, men gav hurtigt op igen. Det ville på ingen måde kunne nå at blive fyldt i tide. Vandet gik og jeg blev beordret op at ligge på ryggen på sengen.

Jeg var ikke længere rigtigt til stede. Jeg fik pressetrang, men kunne slet ikke samle mig om det. Jeg kunne ikke mærke hvornår jeg havde veer og hvornår jeg ikke havde. Jeg kan huske, at jeg spurgte jordemoderen, om Mille kunne nå at komme ud inden midnat. Jordemoderen svarede, at det var helt op til mig. Der blevet taget en blodprøve fra Milles hoved og de konkluderede, at hun var ved at blive stresset. Det var ikke noget alarmerende, men hun skulle ud nu. Det blev besluttet at forsøge med en kopforløsning og pludselig var stuen fyldt med mennesker. Speciallæger, flere jordemødre og assistenter. Jeg fik lagt en PVK i hånden, så jeg var klar, hvis det hele skulle ende ud i akut kejsersnit. Undervejs var min jordemoder heldigvis god til at berolige og forklare os, at hele postyret blot var standardproceduren omkring kopforløsning. De hev vist fem gange og så lå hun på mit bryst. Min lille baby. Helt perfekt med en ordenlig bule på toppen af hovedet. Hun kom ud klokken 00:23, halvanden time efter ankomsten til hospitalet. Da hun blev født efter midnat, deler vi fødselsdag, min lille pige og jeg.

I tiden efter havde jeg svært ved det der med, at jeg ikke kunne føde hende selv. Det var for mig en fiasko, at de blev nødt til at tage hende med kop. Det har taget tid at få tankerne bearbejdet og jeg husker stadigvæk ikke fødslen som en særlig god oplevelse. Heldigvis blev min anden fødsel en helt anden oplevelse og den kan du læse om nedenfor.

Læs også: Hej Mille

Lillebror

Lillebror en måned gammel

Min anden fødsel – fuld kontrol, lynhurtigt og i vand

Det var onsdag, jeg var otte dage over termin og dagen startede som den plejede. Jeg stod op, fik Mille i tøjet og ud af døren. Da jeg havde afleveret Mille i dagplejen, tog jeg op og handlede et par småting. Jeg havde hele morgenen haft en lidt underlig fornemmelse i kroppen og da jeg gik rundt deroppe i Meny fik jeg kraftige plukkeveer. Jeg kom hjem og satte mig i sofaen og her fik jeg noget, der mindede om regelmæssige plukkeveer. Jeg ringede til Magnus ved 9-tiden og sagde, at jeg havde en fornemmelse af, at det måske blev i dag. De regelmæssige plukkeveer varede en times tid og gik så i sig selv igen. Den underlige fornemmelse i kroppen var der dog stadigvæk.

Jeg havde en aftale hos min jordemoder om eftermiddagen. Vi skulle snakke om modning og mulig igangsættelse – to ting, som jeg for alt i verden gerne ville undgå. Grundet den der underlige fornemmelse, ringede jeg til hende ved 13-tiden og sagde, at jeg havde på fornemmelsen, at noget var under opsejling. Vi aftalte at aflyse tiden om eftermiddagen og så måtte jeg ringe morgenen efter, hvis der ikke var sket noget i løbet af dagen og natten.

Omkring klokken 14 begyndte de regelmæssige plukkeveer igen. De gjorde ikke ondt, men de nev godt. Magnus kom hjem og vi talte lidt om hvordan og hvorledes. Der var nemlig juletræsfest i Mille’s dagpleje klokken 15 og planen var, at Magnus og min svigerfar skulle derhen. Vi aftalte, at de skulle tage afsted og at Magnus så lige skulle være lidt ekstra opmærksom på sin telefon.

Plukkeveerne blev hurtigt til rigtige veer. Jeg satte mig på en stol i stuen og tog dem en efter en. Der var cirka seks minutter imellem dem og jeg havde fuld kontrol. Klokken 15.30 ringede jeg igen til min jordemoder og sagde, at nu var den altså god nok. Hun sagde, at vi bare kunne komme, når vi havde lyst.

Jeg skrev til Magnus, at han nok skulle se at komme hjem. Planen var ellers, at han først skulle køre Mille hjem til mine forældre, men det måtte han få sin far til i stedet. Magnus var hjemme omkring klokken 16 og der var nu fire minutter imellem veerne. Han fik pakket de ting vi skulle have med og lidt efter var vi på vej mod klinikken. Magnus ringede til jordmoderen og sagde, at nu var vi på vej. Jeg fik et par veer undervejs, men havde stadigvæk fuld kontrol over situationen. Magnus sad og fortalte lidt om juletræsfesten mellem veerne og jeg var til stede og deltog aktivt i samtalen. Det var en helt anden oplevelse end bilturen under Milles fødsel.

Vi var fremme klokken 16.50 og gik ind på fødestuen. En af de mange fordele ved at føde på privatklinik er, at jeg i forvejen kendte mine jordemødre, stedet og stuerne. Min jordemoder havde tændt stearinlys og fyldt fødekaret, da hun vidste, at jeg gerne ville i vand. Hun havde et fødselsforberedelseshold igang da vi kom, men havde alligevel god tid til at tage imod os. Jeg satte mig på en bold og tog et par veer. I pauserne talte vi om hvordan og hvorledes. Min jordemoder sagde, at hun havde ringet til en af de andre jordemødre, der ville komme og være der for os indtil fødselsforberedelsesholdet var færdigt. Hun gav mig et lavement og imens jeg lå og ventede på, at det virkede, kom den anden jordemoder. Vi hilste hurtigt og så skulle jeg på toilettet.

Vandet gik idet jeg satte mig på toiletsædet. “Jeg tror vandet er gået. Hjælp,” fik jeg råbt. Min kæreste og jordemoderen kom ud og fik hjulpet mig ind på stuen. “Nu kan det godt komme til at gå stærkt,” fortalte jordemoderen. “Hvis du vil op i vandet, så er det nu.” Det ville jeg. Jeg fik kravlet op i karret og fik lagt mig til rette. Det var en vidunderlig følelse. Jeg nåede dog kun at tage en enkel ve i vandet før jeg fik pressetrang. Jeg fik lov af jordemoderen til at give efter og fødte hovedet ret hurtigt. Hans hoved kom desværre over vandet, da det blev født og så må det ikke komme under igen. Det betød, at jeg skulle op og stå. Det føltes i det øjeblik som en helt umulig opgave. Inden jeg fik set mig om fik Magnus dog løftet mig op, så jeg stod op i karret med armene om halsen på ham. Stående der fødte jeg kroppen og lillebror kom ud med så meget fart, at navlestrengen knækkede. Jeg fik lagt mig ned i karret igen og da jordemoderen havde fået styr på den knækkede navlestreng, fik jeg lillebror op på brystet. Jeg havde lige født min søn og det havde været helt fantastisk. Klokken var 17.22, og det betød, at vi kun havde været på klinikken i 30 minutter. At en fødsel kan være så perfekt, som min fødsel nummer to var, har jeg stadigvæk svært ved at forstå.

Læs også: Hej lillebror

Lillebror

Lillebror en måned gammel

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.