Lillebror to måneder

Lillebror har fået et navn!

Fem uger tog det os at finde det helt perfekte navn til lillebror. Vi havde egentlig bestemt os for et navn til ham inden fødslen, men da jeg fik min lille nyfødte søn op på brystet, føltes det navn vi havde bestemt os for helt forkert. Og så var vi ligesom på bar bund. Vi har diskuteret frem og tilbage, prøvet et par forskellige navne af og nu har vi fundet det helt rigtige. Lillebror hedder Hugo.

Hugo fyldte to måneder denne uge og jeg kan slet ikke forstå det. Jeg husker ikke, at tiden gik så hurtigt med Mille dengang. Tiden er bare en anden her anden gang. Morgenerne går med at få Mille klar og afsted i dagpleje og dagene går som dage på barsel nu gør. Pludselig er klokken 15-16 stykker og Mille er hjemme igen. Med en snart 2-årig i huset er der fart på og der skal leges, laves mad, bades og puttes og inden jeg får set mig om er klokken 21 og jeg er på vej i seng. Og nu er der så gået endnu en måned.

Vi er startet lidt i op mødregruppe, Hugo og jeg. To møder er det blevet til indtil videre og det er super hyggeligt og godt for mig at blive luftet lidt. Jeg har holdt lidt igen med at tilmelde mig diverse baby-aktiviteter som salmesang, rytmik og mor/barn-træning, da jeg kan huske, at jeg tog munden for fuld med Mille. Denne gang ser jeg tiden lidt an og laver i stedet lidt øvelser for os begge to på stuegulvet. Når jeg bliver træt af det, kan det sagtens ske, at jeg tilmelder mig et eller andet, men det bliver maksimalt én aktivitet per uge ud over mødregruppen.

Læs også: Lillebror én måned

Lillebror to måneder

En snottet næse og smil ad libitum

Hugo er stadigvæk meget mild. Det er kun hvis han bliver for træt, at han græder og kan være lidt svær at få til ro. Nogle dage tager han gode lange lure i både barnevogn, slyngevugge og vikle og andre dage klatsover han, så mor her er lige ved at blive sindssyg. Han har meget let til smil og virker generelt meget veltilpas. Desværre døjer han lidt med en forkølelse, der ikke vil gå væk og han har næsten været snottet siden han blev født. Vi har været til lægen, der jo intet kan gøre mod en snottet næse, og til en øre-næse-hals-specialist, der sagde, at alt så fint og normalt ud. Så vi holder ud, drypper med saltvand og suger blidt, når næsen er helt lukket til. Nætterne er blevet bedre og vi har nu meget mindre “vågentid”. Han vågner stadigvæk mange gange og skal have mad, men falder heldigvis hurtigt i søvn igen. Nu drømmer jeg bare om lidt mere end 2-3 timer i streg, men det skal jo nok komme en dag.

Læs også: Mille to måneder

Lillebror to måneder

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.