Mille

Godt nytår!

I dag er det den første dag i januar, den første dag i 2020 og den første dag i et helt nyt årti. Kom I godt fra start? Vi havde en helt stille og rolig aften med et vennepar og deres lille dreng. Børnene blev puttet efter forretten og så hyggede vi, spiste og spillede spil til klokken slog 12 og vi sammen sprang ind i det nye år.

Jeg synes, at der er noget magisk over sådan et årsskifte. Det er den helt rette anledning til at reflektere, rette op og ændre til det bedre. Ikke nødvendigvis i form af nytårsforsæt og tårnhøje ambitioner, men mere sådan i al almindelighed. I 2020 vil jeg prøve at smile mere, turde mere og sige mere pyt. Og så vil jeg prøve at gøre disse månedsønske-indlæg til en fast ting. At runde måneden der er gået af med lige at reflektere en smule og samtidig ridse ønsker op for måneden der kommer, er en fin øvelse, som jeg ved vil gøre mig godt. Og hvem ved, måske I bliver inspireret til at gøre det samme?

Herunder finder I ihvertfald min ønskeliste for januar og jeg vil elske at høre jeres i kommentarfeltet.

Læs også: Et tilbageblik på 2019

Mor og Mille

I januar vil jeg:

  • have de første rigtige barselsdage alene med lillebror. På mandag starter Magnus på arbejde og Mille i dagpleje og jeg skal for alvor barsle den med lillebror. Jeg glæder mig til at få lidt ro på. 14 dages juleferie med en tornado på 20 måneder er hyggeligt, men ikke just afslappende.
  • formentlig møde min nye mødregruppe for første gang. Det bliver spændende!
  • vise lillebror frem for min “gamle” mødregruppe, som jeg heldigvis stadigvæk ses med.
  • skrue lidt ned for sukkerindtaget og op for grøntsagerne uden på nogen måde at gå på kur. Jeg har blot måtte erkende, at det mildest talt har taget overhånd med sodavand, slik og julegodter i december. Planen er at lave en greenie om dagen i min nye smoothie to-go blender og kun nyde søde sager i moderate mængder.
  • bage årets første fastelavnsboller (hvilket jo går fint i spænd med ovenstående punkt… #derskalværepladstildethele)
  • nyde at dagene stille og roligt bliver længere og lysere.
  • prøve at komme ud og gå en længere tur med barnevognen minimum hveranden dag, så jeg ikke ender som en træt og doven sofakartoffel.
  • en tur på Experimentarium med min lille familie. Har hørt så meget godt om Miniverset, så nu skal det altså være.
  • begynde at lave madplaner igen, så vi kan handle stort ind en gang om ugen. At sjat-handle hver og hveranden dag er ikke optimalt og slet ikke nu hvor jeg har to børn, der skal med på slæb.
Mille

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.