Havregrynskugler

Opskrift på klassiske havregrynskugler

Havregrynskugler er en skøn form for julekonfekt. De er super nemme at lave og man kan snildt have børnene med i køkkenet. Min opskrift er foruden havregryn med kakao, flormelis og smør og så har jeg rullet kuglerne i kokos. Du kan også rulle dem i fx kakaopulver, havregryn eller krymmel, hvis du ønsker havregrynskugler uden kokos. Jeg holder af at komme en smule kaffe i mine havregrynskugler, men kaffen kan sagtens erstattes af vand for en mere børnevenlig udgave.

Havregrynskugler er kaloriebomber uden lige og det har jeg det personligt helt fint med. Det er jo kun jul en gang om året, ikke? Men havregrynskugler består altså af lige dele smør og sukker og kan hurtigt blive lidt “fede” i det. Et sundere og “lettere” alternativ til de klassiske havregrynskugler er dadelkugler. De er, som navnet antyder, lavet på dadler og består derudover af blandt andet mandler og kakao. Jeg kan kun anbefale dig at prøve dem. En helt klassisk opskrift på dadelkugler findes HER, men denne opskrift med lakrids er helt sikkert også et forsøg værd.

Læs også: Opskrift på hasselnøddekugler

Havregrynskugler

Find den nemme opskrift på havregrynskugler her:

Havregrynskugler

25 stk.
Ingredienser
  • 100 gram blødt smør
  • 200 gram finvalsede havregryn
  • 100 gram flormelis
  • 3 spsk. kakao
  • 2-4 spsk. vand eller evt. kaffe
  • Kokosmel til at rulle i eller fx kakao, havregryn eller krymmel
Fremgangsmåde
  • Bland havregryn, flormelis og kakao i en skål.
  • Skær smøret i tern og kom det ned til de tørre ingredienser.
  • Ælt dejen med hænderne og tilsæt vand eller kaffe lidt ad gangen til dejen er samlet.
  • Rul dejen til kugler og vend disse i kokosmel. Det kan evt. være en fordel at lade dejen hvile i køleskabet i en halv times tid inden den rulles. Det gør den nemmere at arbejde med.
  • Kom havregrynskuglerne i køleskabet og server, når de er blevet faste.
Havregrynskugler

Jeps, vi venter stadigvæk

Jeg er nu fire dage over termin og lillebror virker stadigvæk ikke som en, der har tænkt sig at komme ud foreløbig. Jeg er utålmodig som bare pokker, men ved jo godt, at jeg hverken kan gøre fra eller til. Jeg prøver at få det bedste ud af dagene og de fleste dage ender jeg sjovt nok i køkkenet. Forleden blev det fx til en portion af disse havregrynskugler, som allerede er fortæret, og i går blev det så til et småkageeksperiment. Derudover får jeg set en masse (dårlige) julefilm og sovet nogle gode middagslure. Så det er altså ikke helt skidt at gå og vente, men han må altså gerne komme ud NU, tak!

Læs også: Æbleskiver – den bedste opskrift

Havregrynskugler

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.