Squashbrud med skinke

Squashbrud med skinke

Squash er en alsidig grøntsag, der gør det godt i både det salte og søde køkken. Den er god i lasagne og frikadeller og den giver en dejlig smag og fugtighed til kager og bagværk. Her har jeg brugt revet squash til at lave squashbrud på samme måde, som jeg laver gulerodsbrud. En blød og lidt sød bolle, der fungerer perfekt som snack i madpakken eller på farten.

Jeg har tilsat revet skinke til mine squashbrud, men det kan sagtens undlades eller erstattes af fx solsikkerkerner. Grundet squashen holder bollerne godt på fugten og bliver ikke tørre af at ligge en dag eller to. De er også fryseegnede, så man kan tage en enkelt eller to ud efter behov.

Læs også: Havregrynsboller

Squashbrud med skinke

Find den nemme opskrift på squashbrud med skinke her:

Squashbrud med skinke

9 stk. (store)
Ingredienser
  • 25 gram gær
  • 2,5 dl lunkent vand
  • 2 spsk. sukker
  • 1 tsk. salt
  • 450 gram hvedemel
  • 30 gram blødt smør
  • 1 æg
  • 1/2 squash cirka 150 gram
  • 100 gram revet skinke
Fremgangsmåde
  • Rør gæren ud i vandet.
  • Tilsæt sukker og salt og ælt derefter melet i lidt af gangen. Når dejen er fast og smidig, æltes det bløde smør ind i dejen og dejen stilles til hævning i cirka 45 minutter.
  • Riv squashen.
  • Efter hævning placeres dejen på et meldrysset bord og der laves en lille fordybning i dejen. Slå ægget ud i fordybningen og kom squash og skinke ovenpå.
  • Fold dejen ind over, og hak så dejen i stykker med en dejskraber. Når dejen er hakket nok, placeres den i brud på en bageplade beklædt med bagepapir.
  • Lad squashbruddene efterhæve i cirka 30 minutter før de bages ved 200 grader i 15-20 minutter til de er gyldne.
Squashbrud med skinke

At fylde fryseren op

Med under 14 dage til termin er det virkelig begyndt at gå op for mig, at der lige om lidt kommer en lille baby ind i vores liv. Jeg havde de bedste intentioner om at bruge min barsel før baby på at få fyldt fryseren op med fryseegnede middagsretter og bagværk for at lette den første tid med baby, men det er ikke gået helt efter planen. Det eneste jeg har fået lavet er en omgang kanelsnurrer, en portion gulerodsbrud og så disse squashbrud med skinke. Men lidt er da bedre end ingenting og at have squashbrud i fryseren vil uden tvivl redde min frokost de dage, hvor det hele sejler og overskuddet er i bund.

Læs også: Nem chokoladekage

Squashbrud med skinke