Nemme koldhævede boller

Opskrift på nemme koldhævede boller

Her får du en opskrift på nemme koldhævede boller. For en halvanden måneds tid siden besluttede jeg mig nemlig for at finde den nemmeste opskrift på koldhævede boller. En opskrift, der ikke krævede røremaskine og surdej. En opskrift så simpel, at jeg ville kunne overskue at smække en dej sammen fredag aften og bage dem lørdag morgen.

Instagram bugner af perfekt bagværk. Smukke hjemmebagte rundstykker, brød med en blomsterridset skorpe og surdejsboller med store lufthuller. Bageambitionerne er på toppen – mine egne inklusive. Men når det at bage en portion boller, bliver til et projekt, så får man det ikke gjort. Når det at bage boller, ikke er noget man bare lige gør, så er det sgu nemmere at købe en pose fra frost i supermarkedet. Er jeg den eneste, der har det sådan?

Nu har jeg fundet en opskrift, der er en smule grov, men stadigvæk lys og luftig. En opskrift, jeg kan røre sammen på 5 minutter i en skål uden røremaskine. En opskrift, jeg kan huske i hovedet. En opskrift, der ikke skal efterhæve ved stuetemperatur om morgenen, men bare bliver klattet direkte fra køleskab på bageplade og så ind i ovnen i 12-15 minutter. Ingen besværligheder. Bollerne bliver ikke de kønneste, men de smager skønt og holder sig fint friske til dagen efter. Du kan også nøjes med at bruge halvdelen af dejen den første dag, sætte den tilbage i køleskabet og bage den anden halvdel dagen efter. Det er helt perfekt. Opskriften på de nemme koldhævede boller finder du lige herunder.

Læs også: Havregrynsboller

Nemme koldhævede boller

Find den nemmeste opskrift på koldhævede boller her:

Koldhævede boller

15 stk.
Ingredienser
  • 1/4 pakke gær cirka 12 gram
  • 5 dl vand
  • 1 dl yoghurt, creme fraiche eller skyr mælk kan også bruges i mangel af bedre
  • 1 tsk. sukker
  • 1/2 tsk. salt
  • 200 gram grahamsmel
  • 500 gram hvedemel
  • Evt. lidt birkes eller andre frø/kerner til at toppe med
Fremgangsmåde
Aftenen før
  • Smuldr gæren i en skål og opløs den i vandet.
  • Tilsæt yoghurt, sukker og salt. Rør rundt til sukker og salt er opløst.
  • Tilsæt grahamsmel og rør rundt.
  • Tilsæt hvedemel og rør dejen godt sammen. Dejen skal være klistret, men ikke flydende.
  • Sæt skålen overdækket i køleskabet natten over.
Morgenen efter
  • Tænd ovnen på 250 grader (almindelig ovn) med en bageplade i.
  • Fordel dejen som klatter på et ark bagepapir. Brug to skeer og dyp dem jævnligt i vand, så dejen ikke hænger fast.
  • Drys evt. med lidt birkes eller andre frø/kerner.
  • Hiv bagepapiret over på den varme bageplade og bag bollerne i 12-15 minutter til de er gyldne.
Nemme koldhævede boller

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.