Jeg havde egentlig tænkt, at jeg ville stoppe de månedlige Mille-opdateringer, når hun blev 1 år, men eftersom bloggen har stået stille siden start april, har jeg aldrig fået delt en 1-års opdatering.

Nu er Mille blevet 15 måneder og hun går. Det har hun faktisk gjort siden hun var 11,5 måned. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst har set hende kravle og jeg elsker det! Tingene er blevet så meget nemmere efter, at hun begyndte at gå. Og så “taler” hun. Hele tiden. Hun siger ord som ja, nej, hej, hallo, mad, grød, vov, hva deeeet og bob. Ordet bob dækker over alt fra far til hund, telefon og and, hvilket ofte kan skabe lidt forvirring for både os og hende.

En anden ting, der er blevet meget lettere, er alt det med søvnen. Hun sover igennem stort set hver nat og sover kun en lur om dagen. Det har hun gjort siden hun fyldte 1 år. At vi så i flere måneder har kæmpet med især aftenputningen, er en anden snak. Det har snildt kunne tage 1,5 time at få den unge dame til at sove og krævede ofte, at Magnus og jeg skiftedes, så vi ikke kortsluttede fuldstændig. I skrivende stund går det heldigvis meget bedre og vi kan nu blot lægge hende, synge en sang og derefter vinke og sige godnat, når vi forlader værelset. Så falder hun stille og roligt selv i søvn og sikken en forskel det har gjort. Vi har faktisk tid til at være lidt os selv om aftenen nu.

Mille spiser stort set alt, men har en svaghed for pizza (med ost og skinke), ketchup, pasta, majs, ostehaps og rugbrød med torskerogn. Hun kunne leve af disse ting, såfremt hendes forældre gav hende lov.

Hun er også blevet passet med overnatning for første gang. Vi skulle have et hold venner forbi til grill, øl og hygge og tænke, at det var en oplagt mulighed for at prøve det af. Og det gik super godt! Mine forældre nød det, vi nød det og Mille var den gladeste pige både før, under og efter. Succes!

Mille er gået fra at være en baby til at være et barn. Hun udtrykker sin følelser tydeligt og kan gå fra den gladeste til den meste arrige på få sekunder. Hun siger fra og man er ikke i tvivl, hvis hun føler sig uretfærdigt behandlet. Opdragelse er så småt blevet en ting, vi som forældre taler om og prøver at gøre så godt vi nu kan, men hold da op hvor er det svært. Vi ønsker at sætte grænser, men ikke så det hele bare bliver “nej”, “pas på” og “stop nu”. Det er pisse svært, men jeg synes, at vi i øjeblikket har ret godt styr på det. Vi lader hende være sur og skælde ud, men er også altid klar med kram og kys, når surheden bliver forvandlet til ked af det hed. Vi vælger vores kampe og siger kun nej, hvis det hun har gang i enten er farligt eller helt forkert. Og det fungerer – for nu. En ting, jeg efterhånden har lært er, at tingene skifter lynhurtigt og det er ikke sikkert, at det der virker nu, virker i næste uge. Det handler om at være omstillingsparat og hele tiden ændre taktik alt efter barnets udvikling.