Gulerodskage

Den bedste opskrift på svampet gulerodskage med cream cheese frosting

Den klassiske gulerodskage går aldrig af mode og passer til alle anledninger. Her får du opskriften på en skøn krydret kage med gulerod toppet med en silkeblød frosting lavet af flødeost, flormelis og blødt smør med et strejf af citron og vanilje. Lyder det ikke bare lækkert?

Jeg kommer altid rigeligt med gulerødder i min kage. Det synes jeg gør den ekstra svampet og lækker. Selvom det kan være svært, når den himmelske duft af nybagt kage spreder sig i dit køkken, så husk, at en gulerodskage smager bedst helt kold. Faktisk bliver den kun bedre af at stå et døgns tid i køleskabet før servering.

Læs også: Opskrift på brownie med karamel og havsalt

Gulerodslagkage – en gulerodskage i lag

Hvis du lige som jeg er vild med cremet cream cheese frosting, så prøv at lave gulerodskagen om til en gulerodslagkage. Du laver blot dobbelt portion af cream cheese frostingen og når gulerodskagen er kølet af, halverer du den og kommer halvdelen af frostingen ind mellem de to lag. Det er så lækkert!

Læs også: Nem opskrift på luftig chokoladekage

Gulerodslagkage

Opskrift på gulerodskage med cream cheese frosting

Gulerodskage med cream cheese frosting

Ingredienser
  • 3 æg
  • 125 gram brun farin
  • 125 gram sukker
  • 250 gram smeltet smør
  • 300 gram hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. kanel
  • 1/2 tsk. salt
  • 300 gram revet gulerod
Cream cheese frosting
  • 200 gram flødeost neutral
  • 150 gram flormelis
  • 50 gram blødt smør
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. citronsaft
Serveringsforslag
  • Revet citronskal
  • Ristede mandler grofthakket
Fremgangsmåde
  • Pisk æggene med brun farin og sukker.
  • Smelt smøren og pisk den i æggemassen lidt af gangen.
  • Bland hvedemel, bagepulver, kanel og salt i en anden skål og si dem i æggemassen. Vend godt rundt.
  • Riv gulerødderne og vend de revne gulerødder i dejen.
  • Hæld dejen i en smurt springform (cirka Ø22).
  • Bag gulerodskagen ved 175 grader i 45-50 minutter.
Cream cheese frosting
  • Rør flødeost, flormelis, blødt smør, vaniljesukker og citronsaft godt sammen.
  • Når kagen er kølet helt af smøres frostingen på.
  • Drys eventuelt med revet citronskal og grofthakkede ristede mandler inden servering.
Noter
Kagen smager bedst kold, så opbevar den gerne i køleskabet.
Kagen smager endnu bedre dagen derpå, så lav den gerne dagen før.
Gulerodskage

Flere opskrifter med gulerod

Gulerod er en fantastisk grøntsag at bage med, fordi den er fyldt med sødme. Foruden gulerodskage, så bager jeg forholdvis tit disse gulerodsbrud. Jeg holder af at spise dem uden noget og de er derfor den perfekte snack til at tage med på farten eller i madpakken. Man kan selvfølgelig også sagtens spise dem som almindelige gulerodsboller med smør og ost, hvis det er at foretrække. Gulerødderne gør, at bollerne ikke bliver så hurtigt tørre, hvilket jo er en kæmpe fordel.

Gulerod gør det også godt i salater og varme retter. Jeg har altid gulerødder i køleskabet og bruger dem stort set dagligt. En af mine yndlingssalater er denne gulerodssalat med persille og granatæble, der simpelthen bare passer til alt. Af varme retter med gulerod kan jeg anbefale denne kylling i peanut butter sauce eller en klassisk lasagne.

Læs også: Opskrift på bananpandekager med havregryn

Gulerodskage

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.