I søndags omkring klokken tyve stod to meget trætte forældre og deres baby ud af et fly i Københavns Lufthavn. De havde fløjet i fem timer fra Gran Canaria med en baby, der ikke kunne sidde stille i mere end tyve sekunder af gangen og som havde været komplet utrøstelig den sidste halve time. De to forældre var Magnus og jeg og babyen var vores datter Mille.

Vi havde været en uge afsted med mine forældre, min søster og hendes kæreste. Det var min far, der havde inviteret os alle. Han fyldte rundt og syntes, at vi alle skulle tage på ferie sammen. Det har vi aldrig gjort før, men jeg håber sådan, at vi kommer til at gøre det igen en dag, når Mille er blevet større.

Gran Canaria

Flyveturen frem og tilbage gik. Sådan da. Turen derned var hård, men den var ingenting i forhold til turen hjem. En baby med krudt i røven, der ikke kan sove på sine forældre i mere end en time på en fem timer lang flyvetur, kan ikke anbefales. Jeg tror ihvertfald ikke, at det er noget vi vil gøre igen. Så hellere bilferie!

Vi oplevede ikke det store, men vi kedede os slet ikke. Et klinkegulv og en baby, der konstant øvede sig i at rejse sig op af ting, resulterede i, at vi havde nok at se til. Jeg var så pokkers bange for, at det lille pus ville vælte bagover, og brage med hovedet først ned på de hårde fliser, så Mille var mandsopdækket i alle hendes vågne timer. Hun syntes, at det var en fest – vi syntes, at det var en fest, når hun sov og vi kunne tage en slapper.

Dagene gik med at gå lange turer langs vandet og i byen, slappe af, være en tur i poolen, hygge os og nyde varmen og det gode selskab. Det var en dejlig ferie fyldt med kvalitetstid med min familie, Mille og Magnus. En hel uge, hvor der ikke blevet spekuleret på vasketøj, daglige gøremål og madlavning. Og så gjorde det absolut heller ingenting, at rende rundt i shorts i 20-25 graders varme i januar måned.