De sidste to år har jeg lavet et personligt tilbageblik på året, der var gået. Det er nogle rigtig sjove indlæg for mig at kunne kigge tilbage på. 2016 var året hvor jeg løb mit første marathon, færdiggjorde min uddannelse og tog på en lang backpackerrejse med min kæreste. 2017 var året hvor jeg fik mit første “voksenjob”, jeg blev gravid og vi underskrev købsaftalen til vores hus. 2018 var i grove træk året hvor vi overtog vores hus og året hvor jeg blev nogens mor. Herunder har jeg beskrevet mit 2018 måned for måned – sikke et år det har været.

Januar 2018

Januar var måneden, hvor vi overtog vores hus. Købsaftalen var blevet underskrevet tilbage i oktober, men det var først da vi fik nøglerne og sagde farvel til sælger, at vi forstod, at vi faktisk havde købt et hus. Et helt hus! Hvor var det voksent. Jeg var på dette tidspunkt gravid i sjette måned.

Februar 2018

Vi havde solgt vores lejlighed fra 1. marts, så februar gik med at renovere hus til den helt store gulemedalje. Toilettet blev revet ned og erstattet af en badevogn i gården, alle vægge blev renset for tapet, alle gulvtæpper blev fjernet, indbyggede skabe blev revet ned og vægge bygget op. Vi fandt en rådskade i stuen, der resulterede i helt nyt gulv og husets øvrige trægulve blev slebet. Det var en ordenlig omgang, og da det blev flyttedag var vi hverken helt eller halvt færdige.

Marts 2018

Vi flyttede ind i vores hus, der mest af alt lignede en byggeplads. Gulvet i stuen var stadigvæk ikke lavet, så vi kunne kun flytte ind på 1. salen. Badeværelset var heller ikke klar, så vi havde både toilet og bad i en vogn i gården. Vi fik indrettet os så godt som muligt og huset var da beboeligt. Lige indtil den sibiriske kulde kom. Vores udestue var fuldkommen uisoleret, da vi havde fjernet den indvendige vægbeklædning og stuen var uden gulv og dermed heller ikke isoleret. Nogle morgener var der kun 12 grader, når vi kom ned i køkkenet. Det værste var dog, at jeg på dette tidspunkt var rimelig højgravid og skulle tisse hele tiden både dag og nat. Det var virkelig ikke sjovt at skulle ud i sne, kulde og mørke hver gang jeg skulle tisse om natten. Det endte med, at vi fik et tørkloset sat op i et af værelserne på 1. salen, så jeg kunne sidde der om natten. Ha. Det var et værre cirkus. I slutningen af marts gik jeg på barsel.

April 2018

April kom og det eneste vi nu manglede var vores badeværelse og så paneler og andre småting. Badecontaineren i gården var stadigvæk vores eneste mulighed for bad og toiletbesøg, men jeg havde efterhånden vænnet mig til det og så var det jo heldigvis blevet lidt lunere i vejret. April gik med at gøre klar til babys ankomst, nyde forårsvejret og sove en masse middagslure. En lørdag eftermiddag sidst i april kom veerne og 20 minutter over midnat kom Mille til verden. På min fødselsdag. Det var det største øjeblik nogensinde.

Maj 2018

Maj gik med at amme, sove og skifte ble. Vi skulle lære vores lille pige at kende og finde ud af hvordan man nu var en familie på tre. Og så kom næsten alle vi kendte på barslsbesøg for at se den lille nye. Det var helt skørt, at så mange havde lyst til at se vores lille pige, men også dejligt og jeg husker den første tid som helt fantastisk. Jeg introducerede Mille på her bloggen og så fyldte Mille en måned. Maj måned var også måneden, hvor vi endelig fik lavet bad og toilet i huset, så vi kunne slippe af med badecontaineren.

Juni 2018

Juni startede med et bryllup. Min veninde skulle giftes og det var det første bryllup, jeg nogensinde har været til. Festen forgik på et hotel, så vi havde booket et værelse, hvor mine forældre sad hele aftenen med Mille på fem uger, mens vi var til bryllupsfest. Når Mille blev sulten løb jeg op og ammede og så ned til fest igen. Det fungerede rigtig fint. Juni var også måneden, hvor jeg startede i verdens bedste mødregruppe og så fyldte Mille to måneder.

Juli 2018

I juli tog vi på sommerferie til Bornholm. Vores første ferie som en lille familie og anledningen var endnu et bryllup. Denne gang havde vi ingen forældre med, så Mille var med til fest. Det gik over alt forventning og hun sov egentlig bare i viklen på maven af mig det meste af tiden. Imens vi var på Bornholm fyldte Mille tre måneder.

August 2018

I august var det tilbage til hverdagen efter sommerferien. Magnus startede på arbejde og jeg hoppede tilbage i barselsboblen, I slutningen af august fyldte Mille fire måneder.

September 2018

I september holdt vi Milles barnedåb. Det blev en stor fornøjelse med 70 inviterede gæster og dagen blev ligesom vi havde håbet. Og så fyldte Mille fem måneder.

Oktober og november 2018

Oktober og november adskilte sig ikke meget fra hinanden. Jeg var stadigvæk på barsel og dagene på barsel ligner altså ret meget hinanden. Jeg begyndte at kede mig noget så gevaldigt og jeg begyndte så småt at glæde mig til at komme tilbage på arbejde. Mille fyldte seks måneder i oktober og (surprise!) syv måneder i november. Især hendes halvårsdag var lidt en stor dag for mig – min lille baby var slet ikke så lille mere.

December 2018

December er altid noget særligt. Det er jul og årets sidste måned. I år var december endnu mere særlig, da det var Milles første jul og min sidste måned på barsel. Og så var det første gang, at jeg fejrede juleaften med min svigerfamilie og det gav andledning til nye traditioner.

Lige efter jul og lige før nytår, fyldte Mille otte måneder.

December sluttede som december altid slutter – med nytårsaften. I år blev den fejret med en lille håndfuld gode venner herhjemme hos os. Mille blev puttet som vanlig ved syv-tiden og det gik af gode grunde ikke helt så nemt som det plejede. Festlighederne i stuen og larmen fra fyrværkeriet gjorde det svært for hende at finde ro, men da hun først faldt i søvn, sov hun fra det hele. Ikke engang kl. 12, da fyrværkeriet for alvor tog til og vi hoppede og råbte i stuen vågnede hun. Og så sov hun helt til klokken otte næste morgen! Succes.

Ja, 2018 var et skønt år, trods det at blive mor ikke kun har været guld og grønne skove. Jeg statser på, at 2019 bliver et lidt mere stille og roligt et af slagsen.

Godt nytår!

  • Pikant kylling En nem hverdagsret der udgjorde vores aftensmad i
  • Herhjemme str den p ggekage i dag Hvad skal du
  • Fredagsburger! Billedet her er fra forleden hvor M og jeg
  • Hvis du mangler inspiration til din madplan for nste uge
  • Sndag Solen skinner Mille sov som en drm i nat
  • Fr jeg blev mor kunne jeg godt finde p at
  • Reklame for pillivuytdk  Hverdagen ruller og efter et r
  • Reklame for pillivuytdk  Solen har skinnet s fint hele