Glædelig søndag! Har I haft en skøn uge? Min uge har været som de er flest i øjeblikket; fyldt med kaffe, ostemadder og dejligt selskab. Barselslivet er, som jeg har nævnt før, en kende ensformigt og jeg glæder mig ofte til at komme tilbage på arbejde og få lidt fagligt indhold i min hverdag. I går gik det op for mig, at jeg kun har 2,5 måneders barsel tilbage og selvom jeg har bandet barslen langt væk til tider, så blev jeg en smule vemodig. Hvor blev tiden lige af? Næste uge kommer til at ligne denne til en forveksling og ugen efter lige så, men jeg vil gøre mit bedste for at nyde den sidste tid i barselsboblen – ensformighed til trods.

Herunder får I fire opskrifter til ugen der kommer. Det er ikke en madplan, men blot fire opskrifter til inspiration. Jeg har delt opskrifterne op i fire kategorier; den nemme, den vegetariske, den søde og den sidste.

Den nemme: Kylling med pesto, tomat og mozzarella
Nogen gange skal det bare være nemt. Når man kommer sent hjem og overskuddet er minimalt, er det rart med mad, der mest bare passer sig selv. Det tager maksimalt 10 minutter at gøre denne kylling med pesto, tomat og mozzarella klar og imens det så står og passer sig selv i ovnen kan man smide sig i sofaen, ordne vasketøjet eller få badet børnene.

Den vegetariske: Minipizzaer med kartofler og rosmarin på kikærtebund
Opskriften på disse vegetariske minipizzaer er utrolig nem at gå til og resultatet smager fantastisk. Den eneste ulempe er, at man skal have fat i en pose kikærtemel, som ikke er en vare, der er standard i dagligvarebutikkerne. Kommer du ikke lige forbi en helsekostbutik, kan du evt. prøve at blende en dåse kikærter og bruge en smule mindre vand.

Den søde: Banankager – små, hurtige og sunde
Disse banansmåkager tager 5 minutter at røre sammen, skal have 15-20 minutter i ovnen og bum – så er der en lækker lille sund snack!

Den sidste: Nemme, koldhævede morgenboller (med eller uden surdej)
Af og til skal der hjemmebagte boller på bordet. Jeg bruger stort set altid denne opskrift, som kan bages både med og uden surdej.

No images found!
Try some other hashtag or username