Varme hveder

Ved I godt, hvilken dag det er i morgen? Og ved I godt hvad det betyder? Det gør I stensikkert, men jeg fortæller jer det lige alligevel, så jeg er sikker på, at jeg har alle med. I morgen er St. Bededag og det betyder jo selvfølgelig så, at det i dag er St. Hvededag – en af mine absolutte yndlingsdage! Findes der andre dage på året, hvor det er fuldkommen lovligt at spise det hvideste, blødste brød med tandsmør til aftensmad? Ikke mig bekendt og derfor skal det selvfølgelig gøres med manér. Denne opskrifter på varme hveder er ikke blot nem, men giver også et, ifølge mig, perfekt resultat!

Det er egentlig lidt sjovt, at vi spiser hveder dagen før St. Bededag og ikke på selve dagen, som jo egentlig var det, der oprindeligt var planen med hvederne. Som jeg har forstået det, bagte bagerne jo hvederne dagen før, fordi de ikke måtte arbejde på St. Bededag. Jeg læste engang et sted, at den eneste grund til, at vi i dag spiser hveder aftenen før St. Bededag er fordi vi aldrig har kunne holde fingrene fra de lækre nybagte hvedeboller og altså ikke havde lyst til at vente med at smage til dagen efter. Det giver ret god mening for mig! Ha.

Læs også: Nemme, koldhævede morgenboller

Varme hveder

Varme hveder
12 stk.

25 gram gær
2 dl mælk (gerne sødmælk)
75 gram smør
2 æg
3 spsk. sukker
1 tsk. kardemomme
1 tsk. salt
550 gram hvedemel (cirka)

1 sammenpisket æg til pensling

Smelt smøren og bland mælken i. Når blandingen er lillefingervarm hældes den over den smuldrede gær i en skål. Rør rundt til gæren er opløst og tilsæt så æg, sukker, kardemomme og salt. Rør hvedemelet i lidt af gangen og ælt til dejen er smidig, men ret klistret. Lad dejen hæve 60 minutter før den hældes ud på et meldrysset bord og deles i 12 lige store stykke (cirka 80 gram pr. bolle). Stil bollerne i et ovnfast fad (cirka 25 x 30 cm). Det skal enten være smurt med smagsneutral olie eller smør eller belægges med bagepapir. Bollerne skal stå så tæt, at de lige præcis ikke rør hinanden. Lad hvederne efterhæve i 60 minutter før de pensles med æg og bages ved 200 grader i 10-13 minutter. Lad bollerne køle lidt af før de vendes ud af fadet. Skær bollerne midt over, rist dem og nyd dem med rigelige mængder koldt smør.

Varme hveder

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.