Syltede rødløg

Sådan sylter du dine rødløg

Syltede rødløg er ikke en ny ting her på bloggen, men opskriften har indtil nu været godt gemt i dette indlæg. Forleden, da jeg endnu engang lavede de skønne syltede løg. besluttede jeg mig for, at nu skulle de altså have deres helt eget indlæg. På den måde er opskriften nemmere for jer at finde og nemmere for mig at linke til.

Det er super nemt at lave sylte rødløg. En lage bestående af eddike, vand, sukker, peberkorn og laurbærblade koges op og hældes over fintsnittede rødløgsringe. Derefter skal rødløgene blot trække et par timer i køleskabet og så er de klar til servering. De kan allerede spises efter en times tid, men får de lov til at trække til dagen efter, er de bedst. Hvor længe de helt præcis kan holde er lidt svært at sige, men de kan i hvert fald sagtens holde en uges tid eller to i køleskabet. Nedenstående opskrift giver en forholdsvis lille portion, så husk at gange den op, hvis I er mange der skal nyde godt af de lækre syltede rødløg.

Læs også: Opskrift på den klassiske broccolisalat

Det kan du bruge syltede rødløg til

Vi har stort set altid syltede rødløg i køleskabet, da de kan bruges til alverdens ting. Brug dem for eksempel…


…som tilbehør til hotdogs.
…på pizza.
…i en falafelsalat.
…i burgere eller sliders.
…på smørrebrød.
…på en lækker kartoffelmad.
…i denne skønne quinoasalat med jordbær.
…i denne spinatsalat med langtidsbagte cherrytomater.

Læs også: Opskrift på syltede agurker

Syltede rødløg

Opskrift på syltede rødløg

Syltede rødløg

Ingredienser
  • 2-3 rødløg alt efter størrelse
  • 2 dl eddike
  • 1 dl vand
  • 1 dl sukker
  • 1 tsk. peberkorn
  • Et par laurbærblade
Fremgangsmåde
  • Skær rødløgene i tynde skiver og kom dem i et skoldet glas.
  • Kog eddike og vand op med sukker, peberkorn og laurbærblade. Rør rundt til sukkeret er opløst.
  • Hæld lagen over rødløgene og kom låg på glasset.
  • Lad rødløgene trække et par timer i køleskab inden servering.
Syltede rødløg

Instagram og Facebook

Følg mig gerne på Instagram (@lifebynan), hvor jeg dagligt deler hverdagsglimt og madinspiration. Jeg har også en Facebookside (LifeByNan), hvor jeg altid smider et link op til nye blogindlæg.