I dag skal I møde Trine. Trine har jeg mødt gennem Instagram, og vi har vores store passion for løb tilfælles. Jeg har ikke altid elsket at løbe og det har Trine heller ikke, men den dag i dag er vi begge elle vilde med den fantastiske sport. Trine deler i dag hendes historie om, hvordan hun blev løber med stort L og hvordan hun gik fra at løbe 5 km på 34 minutter og 51 sekunder til i dag at kunne løbe et halvmarathon på 1 time, 58 minutter og 5 sekunder.

Dem der kender mig eller kigger med på min Instagramprofil ved, at jeg er Løber med stort L! Jeg løber flere gange om ugen, shopper allerhelst sportstøj og er jævnt begejstret, når jeg møder andre med ligeså stor passion for løb som mig selv. Vil du fange min opmærksomhed, skal du bare snakke om løb – eller mad – så er jeg all yours (du kan måske se, hvorfor Nadia og jeg er endt med at blive venner). Men .. Det skal så lige tilføjes, at det langt fra altid har været sådan. Jeg hadede løb som pesten indtil for omkring 4-5 års tid siden. Faktisk hadede jeg alle former for motion indtil da – eller det bildte jeg i hvert fald mig selv ind, at jeg gjorde. Sandheden var nok i grunden, at jeg endnu ikke havde oplevet de store succesoplevelser ved at dyrke motion, og derfor afskyede det noget så vederstyggeligt og gjorde alt for at undgå at bevæge mig mere end højst nødvendigt. Du kan måske næsten allerede nu regne ud, hvor det endte henne…

Jeg tog på. Mit energiindtag var simpelthen for højt og mit energiforbrug alt alt alt for lavt. Jeg var en doven, inaktiv teenager med dårlige kostvaner og lavt selvværd. Min mor forsøgte flere gange at få mig med ud at løbe. Vi meldte os endda til ”I Forms 5 km’s kvindeløb” sammen og aftalte at vi minimum skulle ud at løbe to gange om ugen indtil da (eller … det bestemte min mor i hvert fald, at vi skulle). Dette var tilbage i 2008, da jeg gik i 8. klasse. Jeg forsøgte mig igen med utallige undskyldninger for at undgå løbeturene. Det var jo et helvede – så hvorfor skulle vi nu bruge tid på det? Jeg husker, at vi løb den samme rute på omkring de 3 km hver gang vi trænede og måtte flere gange ned at gå pga. sidesting undervejs. De sidste uger inden øgede vi distancen til 5 km, men stadig med flere gåpauser undervejs. Da løbsdagen endelig kom var det høj solskin på Frederiksberg, og vi havde iført os vores I Form løbe t-shirts – og det var egentlig ret fedt. Mest da det var overstået – og allermest fordi vi fik en goodiebag efter løbet. Jeg gennemførte alle 5 km på 34 minutter og 51 sekunder og måtte kun ned at gå én enkelt gang. I gennemsnit løb jeg 6:59 min/km, hvilket svarer til 8,61 km/t.

Var det så her, min interesse for løb startede? Nej… Der skete det, som der så ofte sker (nu skal jeg selvfølgelig passe på med ikke at generalisere, men det er bare sket flere gange for mig). Så snart løbet var overstået, var der jo ikke grund til at træne op til noget længere, og de regelmæssige løbeture blev igen skiftet ud med tv-kiggeri under dynen om eftermiddagen. Jeg tog endnu mere på og særligt efter gymnasiestart tog det fart. Lettilgængelig kantinemad, slikmaskiner, lange skoledage og alkohol i weekenderne er IKKE nogen god kombi. Jeg måtte skifte meget af min garderobe ud, da mit tøj strammede, og til sidst gik jeg kun i højtaljede bukser (hurra for moden dengang) og løse storskjorter. Jeg var ikke glad for min krop, og jeg var generelt enorm usikker på mig selv.

I efteråret 2010, da jeg gik i 2.g, åbnede der et nyt Fitness World tæt på hvor mine forældre bor. Min mor og jeg meldte os ind sammen og begyndte både at spinne, træne maskiner, gå på mave/balle/lår -, stram op – og stephold. Det vækkede en gnist i mig. Pludselig var træning tilnærmelsesvist sjovt. I 3.g valgte jeg Idræt på B-niveau og begyndte at løbe for endelig at gøre noget seriøst ved mit vægttab – og det hjalp. Løbeturene var i starten stadig et helvede, men i takt med at jeg tabte mig og min kondition blev bedre, blev det sjovere og sjovere at løbe. Første gang, jeg løb 5 km uden at måtte gå undervejs, var den fedeste følelse længe. Pludselig havde jeg opnået noget, jeg ikke før troede nogensinde ville blive en realitet.

I efterårsferien 2012 løb jeg min allerførste 10 km tur. Jeg løb hele vejen, og jeg løb den lige akkurat på under en time. Jeg var ikke til at skyde igennem efterfølgende! Jeg var ikke længere i tvivl: jeg var blevet hooked. Jeg var blevet en af dem, jeg tidligere havde rystet på hovedet af. En af dem som løb for sjov. For SJOV siger du? Ja, netop. Nu handlede det ikke længere kun om at tabe sig eller om at bevæge sig – nu handlede det om at løbe fordi jeg ikke kunne lade være. Fordi det gav mig et kick, en mental pause og et forhøjet selvværd som intet andet.

Jo, bevares har jeg stadig perioder, dage og løbeture hvor hverken hoved, ben eller krop gider. Dage hvor vejret sutter og hvor der er minus på overskudskontoen. Dage hvor alt gør ondt og intet gør godt. Men størstedelen af tiden elsker jeg det. Jeg elsker at løbe. Jeg elsker, at jeg er gået fra at løbe 5 km på 34 minutter og 51 sekunder til i dag at løbe en halvmarathon på 1 time, 58 minutter og 5 sekunder. Jeg elsker min udvikling, jeg elsker hvor jeg er i dag og jeg elsker at tænke på, hvad fremtiden kan bringe.

Jeg elsker, at jeg uden tøven kan kalde mig selv for Løber med stort L!

Tak fordi du gad at læse med – Trine / @trinemk

 

  • Skal du sndagsbage i dag? S foreslr jeg en portionhellip
  • Rester p en mandag er det bedste jeg ved Enhellip
  • En skn kleskabsgrd er et hit p de travle morgenerhellip
  • Spis varieret sagde de macarons
  • Koteletter i fad med grntsager og kokosmlk toppet med osthellip
  • Alene hjemme p en tirsdag betyder sushi i lange banerhellip
  • At spise denne sde havregrd med banan til morgenmad varhellip
  • Kan vi ikke lige tage en sndag mere? sndag