hoi-an-5

Den 17. november kørte vi de 40 kilometer fra Danang til Hoi An i silende regn. At kører på scooter er langt sjovere i tørvejr, skulle jeg hilse og sige! Vi kom frem til vores hotel, tjekkede ind og begav os straks ud i byen for at finde lidt morgenmad til vores knurrende maver. Mætte, glade og efterhånden næsten tørre gik vi på opdagelse i byen. Jeg havde glædet mig virkelig meget til vi nåede denne by, da jeg havde hørt så meget godt om den, men ved første øjekast blev jeg slemt skuffet. Det var et turisthelvede uden lige! Jo, de smalle gader i den gamle by var da hyggelige nok med de små gamle huse, der lå side om side og lanterner i alle regnbuens farver uanset hvor man kiggede hen, men jeg kunne ikke nyde det. Overalt blev der råbt efter én: “please, buy something”, “hey, look in my shop”, “look, look, buy this scarf”, “mango-cake – only 5.000 for one!”. Og det værste var, at alle butikkerne havde de samme ting. Alle læderbutikkerne havde de samme sko, de samme tasker og de samme punge, alle souvenirbutikkerne havde de samme souvenirs og alle skrædderne syede det samme tøj. Det ødelagde det altså lidt for mig, at man ikke kunne få lov til at gå og suge stemningen til sig i fred! Men altså, jeg vendte mig stille og roligt til det og den sidste dag ænsede jeg dårligt de mange sælgere.

Læs også: Postkort fra Bangkok

hoi-an-2

hoi-an-1

hoi-an-3

madkursus-5

Dag to i Hoi An blev en skæbnesvanger én af slagsen og om eftermiddagen var jeg parat til at tage det første fly hjem. Dagens startede som de fleste andre morgener med to spejlæg og en baguette. Jeg ved ikke lige hvorfor, men det er dét alle hoteller serverer til morgenmad. Efter morgenmaden kørte vi afsted mod My Son, som var et område fyldt med ruiner fra gamle templer. Turen derud var cirka 40 kilometer, men fordi det havde regnet meget var der flere steder små oversvømmelser og vejene var generelt bare i rigtig dårlig stand, så det tog os næsten halvanden time at køre derud. Der var ikke meget tilbage af de gamle ruiner, da de som alt andet blev ødelagt af bomber under Vietnamkrigen, men fint var stedet nu alligevel. Vi tullede rundt på området en times tid før vi kørte hjemad igen – og det var dér det gik helt galt. Kort før vi kørte ind i Hoi An skete det mest forfærdelige – min elskede telefon røg ud af telefonholderen på scooteren, da jeg kørte over et stort hul i den meget ringe vej. Både glas og skærm smadrede og telefonen var ubrugelig. Hvilket mareridt! Jeg stortudede hele vejen hjem og jeg tudede endnu mere, da vi kom ind på vores hotelværelse. Jeg tudede så meget, at jeg endte med at falde i søvn af ren og skær udmattelse. Da jeg vågnede havde jeg det en smule bedre og så en smule lysere på tilværelsen. Set i bakspejlet overreagerede jeg helt vildt, men lige i øjeblikket var tanken om ikke at have en telefon de næste to måneder simpelthen ikke til at bære. Nu er der gået en uges tid og jeg savner den, men jeg har min computer og Magnus er sød til at dele sin, så jeg er sikker på, at det hele nok skal gå.

Læs også: Postkort fra Laos

hoi-an-6

hoi-an-7

my-son-1

my-son-2

my-son-3

my-son-4

Men ja, jeg tudede, sov og vågnede og så tog vi ind til den gamle by. Jeg skulle til “fitting” angående to buksedragter jeg havde bestilt og så skulle vi have lidt aftensmad. Den gamle by var så fin i mørket med alle de farvede lanterne og da vi havde spist sejlede vi en tur op og ned af floden. Med i prisen for sejlturen var to papirslanterner med lys i, som man kunne sætte i vandet, hvilket var en super fin og hyggelig idé.

hoi-an-4

På den tredje og sidste dag i byen var vi til et helt fantastisk madkursus. Vi blev hentet af underviseren Van på hotellet lige efter morgenmaden og sammen med resten af holdet som bestod af i alt 13 personer fra alle verdens hjørner tog vi på det lokale marked for at handle ind. Mens Van fyldte kurvene fortalte hun en helt masse om råvarer og vietnametisk madlavning. Vi blev derefter kørt hjem til Van, hvor vi skulle lave mad i hendes kæmpe køkken. Det fungerede sådan at vi alle havde valgt en ret, som vi hver især skulle lave. Først preppede vi alle sammen vores kød, grøntsager og marinader og derefter kokkererede man én af gangen mens de resterende kiggede på. Når én ret var færdig spiste man den før næste person gik i gang. Det fungerede bare super godt selvom jeg godt nok var mæt, da vi rundede ret nummer otte. Det smagte helt fantastisk og jeg glæder mig allerede til at komme hjem og prøve at lave det hele selv!

Læs også: På madkursus i Chiang Mai

madkursus-4

madkursus-3

madkursus-6

No images found!
Try some other hashtag or username