Copenhagen Marathon 2016

Alt spillede. Jeg var klar. Jeg ankom til startområdet tidligt, så jeg havde tid og kunne tage det stille og roligt. Jeg tissede af tre gange. En halv time før starten gik, mødtes jeg med Anne Katrine. Vi havde aftalt at løbe sammen, da vi havde samme mål – at komme igennem på under 4 timer. Vi stillede os klar i startgaden og humøret var højt. Startskuddet lød og kort efter var vi igang. Foran os ventede 42,195 km. Vi var spændte, men havde stort fokus på tempoet, så vi ikke løb for stærkt. Alt gik som smurt. Omkring de 20 km begyndte vi begge at blive pressede. Varmen fik os og vi gled stille og roligt fra hinanden. Jeg løb forrest og når jeg kiggede tilbage, var hun ikke langt væk. Pludselig kunne jeg ikke se hende mere. Det var ok. Vi havde aftalt, at det var ok, hvis vi gled fra hinanden. Pludselig sortnede det for mine øjne og jeg måtte ind til siden. Jeg satte mig med hovedet mellem benene og prøvede at holde øje med om Anne Katrine kom løbende. Jeg så hende ikke. Jeg kom på benene igen. Jeg nåede vanddepotet ved 23,7 km. Jeg gik lidt og drak både vand og energidrik. Jeg løb videre. Hørte nogen råbe mit navn. Det var mine forældre, der var kommet for at heppe og jeg havde dårligt nok energi til vinke. Jeg var kun lidt over halvvejs. Kort tid efter sortnede det igen og jeg måtte ind til siden og sidde ned. En sød dame tilbød mig et par saltstænger. Jeg kunne stadigvæk ikke få øje på Anne Katrine. Ballonen med en sluttid på 4 timer løb forbi og jeg vinkede stille farvel til min drøm om at komme i mål på under 4 timer. Jeg løb videre og ved vanddepotet ved 28,3 km sortnede det for øjnene igen. Jeg besluttede at gå ud. Jeg mødte Anne, der også er fra Team Guldbamse, bag vanddepotet. Jeg vidste, at hun løb foran mig, så jeg blev godt forvirret. Hun så alvorlig ud. Råbte at jeg skulle løbe videre, at jeg godt kunne. Jeg sagde nej. Så så jeg Carina. Hun var ligesom jeg bukket under for varmen og jeg fandt ud af, at hun næsten var besvimet. Hendes forældre var der. Jeg lånte en telefon og ringede til min kæreste. Jeg græd. Jeg fik min kæreste til at ringe rundt til dem, der var kommet for at heppe på mig. De skulle ikke vente forgæves. Jeg var svimmel. Carinas forældre tog mig med tilbage til målområdet sammen med Carina og Anne. Undervejs måtte jeg ned og sidde flere gange. Vi tog toget og derefter metroen. Jeg kunne ikke stå op. Ved målområdet forsvandt de fra mig. Jeg nåede ikke engang at sige tak for hjælpen. Jeg fandt min kæreste og brød fuldstændig sammen. Jeg stortudede. Skuffelsen var enorm. At se alle de trætte løbere med en medalje om halsen, var mere end jeg kunne klare. Vi fandt mine forældre og jeg tudede igen. Nu skulle jeg bare hjem! Hjem i seng! Jeg sov lidt. Jeg ved ikke hvor længe. Jeg græd. Jeg var skuffet.

Jeg har trænet målrettet efter præcis dette løb siden november. Det har været en kamp med både rygproblemer og betændte skinneben. Jeg har i den grad måtte kæmpe med motivationen. Målet var fra start, at jeg ville gennemføre på under 4 timer. Jeg kunne måske godt have kravlet i mål, men ville det have været det værd? Jeg ville stadigvæk ikke have nået mit mål og jeg ville stadigvæk have været skuffet. I går var jeg sur på mig selv over, at jeg ikke var fortsat. At jeg ikke kæmpede mere for at komme i mål. I dag ser jeg anderledes på det. Måske kunne jeg have været kommet i mål, men jeg kunne også have været en af de mange, der lå krøllet sammen i vejkanten. Jeg kunne måske nok have været kommet i mål i en tid på 4 timer og 30-40 minutter, men det havde ikke været det værd. Jeg tog en beslutning om at udgå. En beslutning, jeg aldrig har taget før. En beslutning, der gør ondt, men inderst inde ved jeg, at det var det rigtige at gøre. En sluttid så langt fra målet, ville ikke have været kampen og pinslerne værd. Varmen fik skovlen under mig.

Senere fandt jeg ud af, at Anne Katrine gennemførte. Hun kom i mål i en tid lige over fire timer og 20 minutter. Jeg synes hun er sej! Det var også hendes første marathon.

Men hvad så nu? Jeg ved det ikke. Noget i mig siger, at jeg skal have revanche. De næste store marathonløb ligger slut september. Jeg skal ud på min drømmerejse start oktober. Skal jeg satse? Skal jeg satse på, at jeg kan komme igennem uden problemer og være frisk til at tage afsted på min drømmerejse med manden i mit liv? Skal jeg sætte det hele på spil? Hvad hvis jeg kommer til skade under marathonløbet og ikke er i stand til at tage afsted. Ville det så være det værd? Nej! Skal jeg vente til Copenhagen Marathon 2017? Det når jeg nok ikke at træne op til, da jeg først kommer hjem slut januar og dermed kun har omkring 4 måneder til at træne op. Skal jeg vente til efteråret 2017? Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke om jeg kommer til at løbe marathon overhovedet. Lige nu skal jeg genfinde løbeglæden og lige nu skal jeg ingen forventninger eller mål have. Jeg skal ovenpå og jeg skal ligge oplevelsen og ikke mindst skuffelsen bag mig. Der er kun én vej – og det er frem!

  • At spise denne sde havregrd med banan til morgenmad varhellip
  • Kan vi ikke lige tage en sndag mere? sndag
  • Startede morgenen med en grd til at varme mig phellip
  • Sndag starter langsomt
  • Efterr S lnge det ikke regner og blser er dennehellip
  • Menuen herhjemme stod i dag p kylling vendt i ghellip
  • Ville give alt for en hjemmelavet pizza til aftensmad ihellip
  • Bagt pasta med kylling og bacon er en favorit herhjemmehellip