Havregrød med tørret frugt

Nem opskrift på havregrød med tørret frugt

Jeg kan mærke, at jeg er lidt ubeslutsom i dag. Normalt ved jeg allerede hvad jeg vil spise til morgenmad i det jeg slå øjnene op, men ikke i dag. Jeg kunne heller ikke finde ud af, hvilket tøj jeg skulle tage på og om jeg overhovedet gad lave kaffe. Det tegner ikke godt for resten af dagen… Efter en halv times tænkeri, googleri og inspirationssøgeri, kom jeg endelig frem til, at jeg ville forsøge mig med grød til morgenmad. Sådan en rigtig dejlig varm havregrød fyldt med skønne sager og toppet med lækkerier. Det blev til denne havregrød med tørret frugt og det blev overraskende godt. Jeg tænkte, at jeg lige ville dele opskriften med jer, før jeg om lidt vil gå tilbage til klædeskabet og tage endnu en svær beslutning. Og kaffen? Ja, selvfølgelig satte jeg kaffe over og drak en kæmpe spand – hvordan kunne jeg overhovedet tvivle på, om det ville være en god idé!? Kaffe er altid en fremragende idé! Men nu til opskriften.

Læs også: Havregrød – ni spændende opskrifter

Havregrød med tørret frugt

Find opskriften på havregrød med tørret frugt her:

Havregrød med tørret frugt

1 person
Ingredienser
  • 1 dl havregryn
  • 4 soltørrede abrikoser dadler kan også bruges
  • 15 gram rosiner
  • 3 dl væske jeg bruger 1 1/2 dl mælk og 1 1/2 dl vand
  • Lidt salt
Toppingforslag
  • Hakkede mandler, blåbær og akaciehonning
Fremgangsmåde
  • Hak de soltørrede abrikoser i små tern og bland dem, havregryn, rosiner og væske i en gryde.
  • Kog op under omrøring og lad det koge et par minutter – stadigvæk under omrøring.
  • Smag grøden til med lidt salt og top med for eksempel mandler, blåbær og akaciehonning.
Havregrød med tørret frugt