Cph half marathon 2015 var mit første halvmaraton, men bliver stensikkert ikke det sidste! Det var en kæmpe oplevelse med både op- og nedture – både på dagen, men også i dagene op til.

Jeg havde planlagt to løbetræninger i ugen op til løbet – mandag og onsdag. Mandag kunne jeg knap løbe 2 km før jeg fik smerter i skinnebenene, der gjorde det uforsvarligt at løbe videre. Jeg var ked af det og besluttede at droppe træningen om onsdagen, for ikke at gøre det værre end det allerede var med benene. Torsdag hentede jeg så mit startnummer i expoen og det hele blev pludselig meget virkeligt. Jeg fik en kæmpe knude i maven – kunne jeg virkelig løbe 21,0975 km? Eller skulle jeg bare give op? Fredag kunne jeg ikke koncentrere mig om andet end at mærke efter, om jeg havde ondt i benene. Jeg var presset og der skulle ikke meget til at få mig ud af balance. Idet jeg kom ind af døren efter en lang dag, brød jeg grædende sammen. Jeg var sikker på, at jeg ikke ville kunne gennemføre. Min kæreste trøstede mig alt hvad han kunne, fik mig til at smile, slappe af og gav mig troen på, at det hele nok skulle gå.

Lørdag var nervøsiteten blevet til træthed. Jeg havde en masse jeg skulle læse og forberede til mandag, men var helt dvask. Fik dog til sidst taget mig sammen og fik læst det vigtigste. Som dagen gik fik jeg ro på nerverne, lagt tøj frem og begyndte faktisk at glæde mig til løbet.

Løbsdagen startede med et bad og en god mættende morgenmad. Derefter gik turen mod startområdet på Østerbro. Jeg havde styr på nerverne, men vejret viste sig ikke fra sin bedste side. Regnen silede ned!

Regn eller ej, så skulle der jo løbes og da jeg stillede mig klar til start holdt regnen op – dog kun kortvarigt. Løbet blev skudt i gang og 5 minutter senere trådte jeg det første skridt ud på ruten. Jeg havde styr på vejrtrækningen og fandt et naturligt tempo. De første 7 km gik som en drøm og da jeg ramte de 10 km var jeg stadigvæk på toppen. Efter 15 km begyndte jeg at blive presset og de sidste 3-4 km var en ren kamp. Både mentalt og fysisk. Mine lår syrede, jeg var træt og havde lyst til at give op. På et tidspunkt havde jeg faktisk besluttet mig for at give op og gik fra løb til gang. Der gik ikke mere end 10 sekunder før en medløber under en overhaling råbte til mig: ”Kom så! Det sidste! Du kan godt!” Og så løb jeg – helt ind til mål, med ondt i lårene, ondt i maven og tårer der pressede sig på.

Men jeg gjorde det! Jeg kom i mål og i en langt bedre tid en forventet – 1:54:53 endte jeg på, hvilket giver et gennemsnitstempo på 5:26 min/km. De hurtigste kilometer på turen var den sjette og syvende med et tempo på 5:15 min/km. Den langsomste var den 19. kilometer, som også var den kilometer, hvor jeg besluttede at give op. Denne havde en pace på 5:40 min/km.

Nu sidder jeg i sofaen med ømme ben og et kæmpe smil på læben. Jeg gjorde det sgu! Og endda meget bedre en forventet! 🙂 Kæmpe tak til dig, der gav mig viljen, da jeg manglede den mest! Og hey, så har jeg da fået fuldført ét af mine nytårsforsæt 😉

  • At spise denne sde havregrd med banan til morgenmad varhellip
  • Kan vi ikke lige tage en sndag mere? sndag
  • Startede morgenen med en grd til at varme mig phellip
  • Sndag starter langsomt
  • Efterr S lnge det ikke regner og blser er dennehellip
  • Menuen herhjemme stod i dag p kylling vendt i ghellip
  • Ville give alt for en hjemmelavet pizza til aftensmad ihellip
  • Bagt pasta med kylling og bacon er en favorit herhjemmehellip