Langtidsbagte cherrytomater

Langtidsbagte cherrytomater med hvidløg og rosmarin

Langtidsbagte cherrytomater med hvidløg og rosmarin er noget af det skønneste tilbehør. De kan spises både lune og kolde i sandwiches, i salater eller bare som tilbehør. Jeg har fx brugt dem i denne spinatsalat med langtidsbagte cherrytomater og syltede rødløg og i denne grønne salat med langtidsbagte cherrytomater.

De langstidsbagte cherrytomater er super nemme at lave og er rosmarin ikke lige dig, kan du selvfølgelig bare skifte den ud med fx timian eller basilikum. Hvidløget kan også sagtens undværes. For at få det bedste resultat anbefaler jeg, at du giver tomaterne 2,5-3 timer ved lav varme. Kniber det med tiden, kan du dog også lynbage cherrytomaterne ved at give dem en halv times tid ved 200 grader. Cherrytomaterne bliver stadigvæk bløde, men skrællen bliver ikke tørret på samme måde, som hvis du langstidsbager.

Hvis du finder en glemt bakke cherrytomater i køleskabet med tomater der er blevet lidt rynkede og triste at se på, så brug dem i denne opskrift frem for at smide dem ud. Hvis du ikke lige ved, hvad du skal bruge de langtidsbagte cherrytomater til med det samme, så kom dem i et skoldet glas og overhæld dem med olivenolie. Så holder de sig fint friske og lækre i længere tid.

Læs også: Opskrift på klassisk broccolisalat

Langtidsbagte cherrytomater
Langtidsbagte cherrytomater

Opskrift på langtidsbagte cherrytomater med hvidløg og rosmarin

Langtidsbagte cherrytomater med hvidløg og rosmarin

Ingredienser
  • 1 bakke cherrytomater
  • 6-8 fed hvidløg med skræl
  • Lidt olivenolie
  • Tørret rosmarin
  • Godt med havsalt
Fremgangsmåde
  • Opvarm ovnen til 100 grader varmluft.
  • Halvér cherrytomaterne og placer dem på en bageplade beklædt med bagepapir med den runde side nedad.
  • Placer hvidløgsfeddene rundt omkring mellem cherrytomaterne.
  • Hæld lidt olivenolie ud over tomaterne og drys med rosmarin og havsalt.
  • Bag cherrytomaterne i 2,5-3 timer indtil ydersiden af tomaterne er tørre og rynkede, men de stadig er bløde indeni.
  • Brug tomaterne med det samme, eller hæld dem i et skoldet glas sammen med hvidløg og rosmarin og dæk dem med olivenolie. Opbevar i køleskabet.
Noter
TIP! Kniber det med tiden, så kan du også lynbage cherrytomaterne ved at give dem en halv times tid ved 200 grader. Cherrytomaterne bliver stadigvæk bløde, men skrællen bliver ikke tørret på samme måde, som hvis du langstidsbager.
Langtidsbagte cherrytomater