Sundere hotdogs med grøntsagsfladbrød

Skift pølsebrødet ude med brød lavet på grøntsager og spar på kalorierne

Hvis du vil spare lidt på kalorierne, kan du starte med at skifte de tungere kulhydrater ud med lettere alternativer. Det kan være at skifte pastaen ud med squash i strimler, risene ud med revet blomkål eller det hvide brød ud med brød lavet på grøntsager. Her får du opskriften på lækre grøntsagsfladbrød, der egner sig helt fantastisk som fx hotdogbrød.

Jeg har ventet hele formiddagen på, at solen skulle ramme altanen, så jeg kunne sidder der og nyde den med en god bog og en skål friske danske jordbær. Nu er solen så forsvundet bag en masse grå skyer og det samme er mit sommerhumør. Øv altså! Men altså, så længe det ikke begynder at regne, så skal vi vist være glade.

Men altså, hvis solen nu skulle begynde at titte frem igen hen af eftermiddagen, så kan det være, at der måske skal grilles til aften. Sidst jeg lavede disse hotdogs med grøntsagsfladbrød var pølserne pandestegte, og jeg drømmer sådan om at lave dem på grill snarest – det kan hotdog’en kun blive bedre af!

Til to personer brugte jeg:
4 lækre pølser, gerne økologiske
4 grøntsagsfladbrød (opskrift nedenfor)
Hjemmelavede syltede agurker
Hjemmelavede syltede rødløg
Hjemmelavet ketchup

Sundere hotdogs med grøntsagsfladbrød

Find opskriften på grøntsagsfladbrød her:

Grøntsagsfladbrød

12 stk.
Ingredienser
  • 1 pastinak cirka 145 gram
  • 1/2 lille broccoli cirka 150 gram
  • 2 gulerødder cirka 100 gram
  • ½ dl sesamfrø
  • ½ dl hørfrø
  • 2 æg
  • 3 spsk. loppefrøskaller
  • 1 tsk. salt
Fremgangsmåde
  • Skræl pastinak og gulerødder og skær dem ud i mindre stykker.
  • Hak pastinak, broccoli og gulerødder fint i en foodprocessor og tilsæt de øvrige ingredienser.
  • Blend til en ensartet masse og lad dejen trække i cirka 10 minutter.
  • Fordel dejen i 12 klatter på en bradepande beklædt med bagepapir og bag dem i oven i 20-25 min ved 160 grader.
Sundere hotdogs med grøntsagsfladbrød