Sommersalat med jordbær og mango

Opskrift på salat med jordbær og mango

Denne sommersalat med jordbær og mango fik jeg for et par dage siden. Jeg faldt over en bakke danske jordbær, da jeg var ude og handle og kunne simpelthen ikke modstå fristelsen. Nøj, hvor har jeg savnet de søde danske jordbær. I denne salat får de skønne bær dejligt selskab af blandt andet mango, blåbær og spinat. Når der er sommer på tallerkenen, så kan det næsten være lige meget, at vejret er gråt og trist.

Salaten er vendt i en simpel dressing af olivenolie, balsamico og hvidløg. Balsamico og jordbær er et skønt match og hvidløg giver salaten lidt kant. For at give salaten lidt knas, har jeg toppet den med ristede cashewnødder. Ligger du ikke lige inde med en pose cashewnødder, kan du sagtens bruge mandler, hasselnødder eller solsikkekerner i stedet.

Læs også: Opskrift på den klassiske broccolisalat

Sommersalat med jordbær og mango

Find opskriften på sommersalat med jordbær og mango her:

Sommersalat med jordbær og mango

2 personer
Ingredienser
  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 10 jordbær
  • 1 mango
  • 1 avocado
  • 2 små håndfulde blåbær
  • 70 gram ristede cashewnødder
Dressing
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. balsamico
  • Et drys hvidløgspulver
  • Salt og peber
Fremgangsmåde
  • Skyl spinaten og skær jordbær, mango og avocado i tern.
  • Bland spinat, jordbær, mango og avocado med blåbær.
  • Bland ingredienserne til dressingen sammen og smag den til med salt og peber.
  • Vend dressingen i salaten og top sommersalaten med de ristede cashewnødder.
Sommersalat med jordbær og mango