
Opskrift på kylling i karry med kokosmælk
Jeg er ikke så glad for gammeldages kylling i karry. Jeg synes, at retten er for tung og så er jeg faktisk ikke så vild med smagen af den gule karry. Denne kylling i karry med kokosmælk er jeg til gengæld helt vild med. Retten er dejlig spicy uden at være stærk, så selv de mindste i familien kan sagtens spise med.
Retten får sin smag fra rød karrypasta. I opskriften skriver jeg, at der skal bruges 3 store teskefulde, men smag eventuelt lige på din karrypasta først. Er den meget stærk, skal der måske lidt mindre i og smager den ikke af så meget, kan du sagtens kommer mere i.
Jeg serverer stort set altid retten med ris, da jeg synes ris passer bedst til thaiinspirerede retter som denne. Derudover holder jeg også af at drysse en håndfuld peanuts ud over. Saltede, knasende peanuts passer bare virkelig godt til smagen af rød karrypasta.
I retten er der et par røde peberfrugter i strimler. Hvis du ønsker flere opskrifter i retten, så prøv for eksempel at kommer lidt gulerødder i strimler, broccolibuketter, minimajs eller grønne bønner i.
Læs også: Kylling i peanut butter sauce

Find opskriften på kylling i karry med kokosmælk her:
Kylling i karry med kokosmælk
Ingredienser
- Cirka 300 gram kylling i mindre stykker jeg bruger kød skåret af kyllingelår, men kyllingebryst eller -inderfilet i tern kan også bruges
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 3 store tsk. rød karrypasta
- 2 tsk. gurkemeje
- 2 røde peberfrugter
- 1 dåse kokosmælk
- Salt og peber
- Olivenolie til stegning
Serveringsforslag
- Ris
- Peanuts
Fremgangsmåde
- Sæt risene over.
- Hak løg og hvidløg fint og svits dem i olivenolien sammen med karrypasta og gurkemeje.
- Kom kyllingen i og brun den godt af.
- Skær peberfrugterne i strimler og put dem op i gryden.
- Hæld kokosmælken i og lad retten simre til risene er færdige.
- Smag til med salt og peber og server.
Flere lækre retter, der kan serveres med ris
Vi spiser nok mest pasta som tilbehør herhjemme. Vi kan godt lide ris, men med små børn, er pasta bare nemmere. Nu er Mille dog blevet så stor, at hun sagtens kan få en skefuld ris op på gaflen og ind i munden og derfor er vi også begyndt at få ris lidt oftere. Ud over ovenstående opskrift, er følgende opskrifter et hit herhjemme, når der skal ris på bordet:
- And i sur-sød sauce
- Butter chicken
- Hakkebøffer i fad med tomatsauce og grønt
- Chili con carne
- Paprikagryde
Læs også: Risfad med kylling, karry og grønt – alt-i-et-fad

Hej.
Denne ret ser vildt lækker ud, men jeg har lige et enkelt spørgsmål:
Er det en lille eller stor dåse kokosmælk, du bruger?
Mvh Annie Dons
Det er en stor dåse (400 ml) 🙂