Kylling i cremet tomatsauce

Kylling i tomatsauce med mascarpone

Denne opskrift på kylling i cremet tomatsauce er en af mine personlige favoritter og det er en ret, jeg serverer for familien igen og igen. Det er nem hverdagsmad, når det er allerbedst og den tager under en halv time at lave.

Selve saucen er blot en simpel tomatsauce med et strejf af rosmarin. Det der gør denne ret helt særlig og ekstra lækker er, at man lige før servering rører lidt mascarpone i saucen. Det gør saucen ekstra cremet og runder smagen perfekt af.

Jeg plejer at bruge kyllingekød skåret af lår, da jeg bedre kan lide smagen og konsistensen af dette. Kød fra lår bliver ikke tørt på sammen måde som kyllingebryster hurtigt kan blive. Du kan dog sagtens bruge både kyllingebryster og kyllingeinderfilet skåret i tern til retten.

Jeg synes, at ris passer bedst til en gryderet som denne, men du kan selvfølgelig også sagtens servere den med pasta. En god skive brød med smør gør det også godt sammen med retten.

Læs også: Nem opskrift på hjemmelavet teriyaki kylling

Kylling i cremet tomatsauce

Find den nemme opskrift på kylling i cremet tomatsauce her:

Kylling i cremet tomatsauce

Ingredienser
  • 300-400 gram kyllingekød kød fra kyllingelår giver det bedste resultat, men kyllingebryster eller kyllingeinderfilet skåret i tern kan også bruges
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 dåse tomatpuré 140 gram
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1/2 spsk. oregano
  • 1/2 spsk. timian
  • 1/2 spsk. rosmarin
  • 1/2 spsk. kokossukker brun farin eller rørsukker kan også bruges
  • 125 gram mascarpone
  • Salt og peber
  • Smør eller olie til stegning
Serveringsforslag
  • Ris og evt. lidt godt brød
Fremgangsmåde
  • Hak løg og hvidløg fint og steg dem i fedtstoffet til løgene er klare.
  • Brun kyllingekødet sammen sammen med løgene.
  • Tilsæt de hakkede tomater og tomatpuréen.
  • Tilsæt krydderier og kokossukker og lad retten simre i 10-20 minutters tid.
  • Inden servering røres mascarponen i og saucen smages til med salt og peber.

Flere skønne gryderetter med kylling

Gryderetter med kylling smager godt, kan laves på mange måder og det er for det meste super nemt! Udover ovenstående kylling i cremet tomatsauce, kan nævnes paprikagryde, kylling i karry med kokosmælk, pikant kylling, kylling i peanut butter sauce og kylling i peberfrugtsauce. Alle de nævnte gryderetter kan laves på omkring 30 minutter og egner sig derfor perfekt til en travl hverdagsaften.

Læs også: Hakkebøffer i fad med tomatsauce og grønt

Kylling i cremet tomatsauce